FN

Generalforsamlingen for De Forenede Nationer (FN) vedtager beslutninger på sundhedsområdet og diskuterer sundhedspolitiske emner for at fremme global sundhed.

De 17 verdensmål og sundhed

FN's medlemslande vedtog i 2015 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling og de tilhørende 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Sundhed adresseres primært i Mål 3: Sundhed og trivsel, men emnerne indgår også i flere andre mål: Mål 2: Stop sult og Mål 5: Ligestilling mellem kønnene og reproduktive rettigheder.

På sundhedsområdet er målet at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper. Målet sætter fokus på centrale indsatsområder som f.eks. at sikre adgang til sundhedsydelser og medicin, bekæmpe smitsomme sygdomme, nedbringe børne- og mødredødeligheden og sætte ind over for den voksende forekomst af ikke-smitsomme sygdomme.  

De 17 verdensmål gælder i 15 år, og i Danmark er stort set alle ministerier involveret i opfølgningen. Indenrigs- og Sundhedsministeriet bidrager til gennemførelsen af målene både i Danmark og gennem ministeriets internationale arbejde.

FN-konventioner og FN's Menneskerettighedsråd

Ministeriet bidrager løbende med dansk afrapportering og deltagelse i eksaminationer om Danmarks efterlevelse af FN-konventionerne.

Sundhed indgår bl.a. i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap (2006), konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (2006), konventionen om barnets rettigheder (1989), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination mod kvinder (1979), konventionen om politiske og civile rettigheder (1966) samt konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966).

Derudover bistår ministeriet til arbejdet i FN's Menneskerettighedsråd.