Regeringen har nedsat en sundhedsstrukturkommission, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag, der fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet. Modellerne skal understøtte et forebyggende og sammenhængende sundhedsvæsen med mere lighed og som er mere nært og bæredygtigt.
Baggrund
Baggrunden for nedsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen er blandt andet de demografiske forandringer, hvor stadig flere borgere får behov for pleje og behandling, mens der er mangel på medarbejdere og rekrutteringsudfordringer næsten alle steder i sundhedsvæsenet.
Et andet forhold er de store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet, og at de nære sundhedstilbud ikke er fulgt med udviklingen i det specialiserede sundhedsvæsen.
Kommissionen betjenes af et sekretariat, der varetages af Indenrigs- og Sundhedsministeriet med deltagelse af Finansministeriet, Økonomiministeriet samt Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Andre relevante ministerier inddrages efter behov, herunder i arbejdsgrupper nedsat af kommissionen. Sekretariatets postkasse kan ses i højre side under øvrig kontakt til sekretariatet.
Opgave
Sundhedsstrukturkommissionens opgave er derfor at udarbejde et beslutningsgrundlag, der fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet.
Modellerne skal understøtte et sammenhængende sundhedsvæsen med en opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen, der sikrer, at patienten kommer i centrum. Det nære sundhedsvæsen skal desuden styrkes, så flere borgere kan blive behandlet i eller tæt på hjemmet. Derudover skal den geografiske og sociale ulighed i sundhed nedbringes, sundhedsvæsnet skal være mere bæredygtigt, og det skal understøtte frit valg og patientrettigheder.
Kommissionen skal også forholde sig til strukturen for almen praksis, den regionale struktur, digitale løsninger og IT-infrastruktur, sundhedsvæsenets finansiering samt kultur og ledelse.
Kommissionen skal afslutte sit arbejde med én samlet afrapportering i foråret 2024, så følgelovgivning kan behandles i folketingssamlingen 2024/25.
Læs mere i kommissoriet