Sundhedsstrukturkommissionen forventer at slutte sit arbejde i juni

Pressemeddelelse, 21. marts 2024: Sundhedsstrukturkommissionen er gået ind i den afsluttende fase af sit arbejde. Kommissionsformand Jesper Fisker oplyser, at kommissionen forventer at afslutte sit arbejde i juni med henblik på efterfølgende at afrapportere til regeringen.

Sundhedsstrukturkommissionen blev nedsat af regeringen i marts 2023 – og har til opgave at opstille og belyse modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Kommissionen har ønsket at åbne op for en bred debat om sundhedsvæsenets fremtid - bl.a. gennem borgermøder, dialogmøder, inspirationsbesøg i sundhedsvæsenet på tværs af landet og forslag modtaget i en åben forslagspostkasse fra både organisationer og patienter. 

Siden regeringen nedsatte Sundhedsstrukturkommissionen har vi været rundt i store dele af del danske sundhedsvæsen, Vi har talt med borgere og med mange forskellige faggrupper. Lyttet til deres ønsker og behov. Nu ser jeg frem til at gøre kommissionens arbejde færdigt og fremlægge det for regeringen i juni, siger Jesper Fisker, formand for Sundhedsstrukturkommissionen. 

Kommissionen offentliggjorde i forbindelse med et sundhedstopmøde i december 2023 fire analyser og notater. En analyse redegjorde for kommissionens foreløbige analyse af de mest centrale udfordringer i sundhedsvæsenet, mens Sundhedsstyrelsen i et drøftelsesoplæg belyste muligheder og forudsætninger for omstilling til det nære sundhedsvæsen i almen praksis og kommuner. 

Kommissionen publicerede samtidig dels en sammenligning af sundhedsvæsenets organisering i seks lande, dels en sammenfatning af input og perspektiver fra de borgermøder, kommissionen har afholdt.

Strukturkommissionens logo