Sundhedsministeriet og Region Hovedstaden iværksætter en faglig afdækning af formodet gerningsmands kontakt til psykiatrien

05-07-2022

Efter skyderiet i Fields i søndags har Sundhedsministeriet og Region Hovedstaden aftalt, at regionen iværksætter en faglig afdækning af den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien for at sikre optimal læring af hændelsen.

Efter den tragiske hændelse, hvor tre personer er døde og flere er såret, har politiet oplyst, at den formodede gerningsmand havde en relation til psykiatrien. Derfor har Sundhedsministeriet og Region Hovedstaden aftalt, at regionen skal stå for en faglig afdækning af den formodede gerningsmands kontakt til det psykiatriske sundhedsvæsen. Den faglige afdækning vil ske med inddragelse af faglige eksterne eksperter samt relevante myndigheder. Dette sker for at sikre den optimale læring af forløbet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger:

De konkrete omstændigheder bag denne tragiske hændelse skal undersøges nærmere, og jeg har derfor aftalt med Region Hovedstaden, at de iværksætter en grundig faglig afdækning af den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien. Vi skal gøre alt, hvad der er muligt for at lære af det konkrete forløb.

Formand for Region Hovedstadens Social- og Psykiatriudvalg Peter Westermann (SF) siger:

Sagen skal undersøges grundigt - det skylder vi ofrene og deres pårørende og alle andre, der var tæt på de uhyggelige begivenheder i Fields. Vi samarbejder og inddrager alle relevante myndigheder i den her afdækning.

 Når Region Hovedstaden har færdiggjort sin afdækning, og konklusionerne foreligger, vil de indgå i vurderingen af behovet for yderligere initiativer.

 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet
Kontakt Region Hovedstaden

Formand for Region Hovedstadens Social- og Psykiatriudvalg
Peter Westermann (SF)
via Region Hovedstadens presse på tlf. 70 20 95 88 eller presse@regionh.dk