Beredskabsplan for regionale vaccinationstilbud om covid-19

30-08-2022

Aftale med Carelink sikrer, at alle, der er fyldt 5 år, kan tilbydes en vaccine mod covid-19 i løbet af seks uger, hvis det bliver nødvendigt.

Regionerne har efter et udbud indgået en aftale med virksomheden Carelink om et vaccinationsberedskab, som skal kunne bidrage til det regionale vaccinationstilbud mod covid-19 i løbet af efteråret og vinteren 2022-23. Kontrakten løber fra i dag, den 30. august 2022, til og med den 31. marts 2023.

Sundhedsminister, Magnus Heunicke, siger:

Vores strategi for håndtering af covid-19 frem til foråret 2023 er at sikre, at vi beskytter ældre og sårbare og undgår overbelastning af sygehusene. Fundamentet for den indsats er vaccination og revaccination. Nu udvider det vi det regionale vaccinationstilbud med en aftale med en privat aktør, så vi hurtigt kan opskalere vaccinationsindsatsen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, siger:

Den nye beredskabsaftale giver mulighed for med kort varsel at kunne massevaccinere mod covid-19, og dermed er vi endnu bedre forberedt, hvis smitten skulle stige i løbet af vinterhalvåret. Det er betryggende, når vi kommer ind i koldere tid, hvor der er mere smitte, fordi vi er mere indendørs.

Fra den 1. oktober 2022 vil alle over 50 år og personer under 50 år, der er helt særligt udsatte, blive tilbudt en booster-vaccination som led i det planlagte sæsonprogram. Hvis beredskabet skal træde i kraft, og målgruppen skal udvides til at omfatte øvrige borgere end det nuværende program, vil det bero på en sundhedsfaglig vurdering.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet