Kommuner og regioners adgang til forudbetaling m.v. i forbindelse med håndteringen af covid-19 forlænges

02-03-2021

Reglerne er blevet forlænget til den 30. juni 2021 og træder i kraft den 1. marts 2021.

Folketinget har den 23. februar 2021 vedtaget lov nr. 287 af 27. februar 2021, hvorved lov nr. 325 af 31. marts 2020 om kommuners og regioners indkøb i forbindelse med håndtering af covid-19 forlænges frem til den 1. januar 2022.

Der er med hjemmel i loven udstedt bekendtgørelse nr. 302 af 27. februar 2021, som indebærer, at de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 327 af 31. marts 2020 forlænges. Bekendtgørelsen er trådt i kraft den 1. marts 2021.

Forlængelsen betyder, at kommuner og regioner frem til og med den 30. juni 2021 har mulighed for dels at forudbetale leverancer til en værdi af 1 mio. kr. ekskl. moms eller derunder, der skal finde sted inden den 1. juli 2021, dels at undlade at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, i det omfang misligholdelsen er begrundet i covid-19.

Indenrigs- og Boligministeriet har udsendt et orienteringsbrev til landets kommuner og regioner samt KL og Danske Regioner herom. Se orienteringsbrevet under ”Læs Mere” til højre, hvor du også finder orienteringsbrev af 1. april 2020, orienteringsbrev af 22. juni 2020 og orienteringsbrev af 26. oktober 2020.

Ordningen er et af flere initiativer, som regeringen og Folketingets partier har taget for at give virksomheder en økonomisk håndsrækning i covid-19-situationen, også med henblik på at understøtte arbejdspladser.

Indenrigs- og Boligministeren har derfor i orienteringsbrevet af 1. marts 2021 opfordret til, at kommuner og regioner benytter de muligheder, som reglerne giver for at udvise fleksibilitet.

Yderligere oplysninger

Indenrigs- og Boligministeriets pressechef, Poul Aarøe Pedersen, telefon: + 45 29 32 98 47 eller mail: poa@trm.dk