Fire gange så mange kvinder bliver gravide med nedfrosne æg

05-03-2021

Der udføres flere fertilitetsbehandlinger med nedfrosne befrugtede æg, og samtidig bliver en større andel af de behandlede kvinder gravide. Succesraten er fordoblet i løbet af de seneste seks år, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Antallet af kvinder, der er blevet gravide efter fertilitetsbehandling med nedfrosne befrugtede æg, er firedoblet fra 2013 til 2019. De mange flere graviditeter er ikke alene et resultat af, at flere kvinder får opsat nedfrosne æg. Succesraten for at blive gravid efter denne behandlingsmetode er også fordoblet i løbet af de seneste seks år.

I 2013 blev 526 kvinder gravide efter at have fået opsat befrugtede æg, der havde været opbevaret på frys, mens antallet i 2019 var vokset til 2.260 graviditeter. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke er der tale om en rigtig glædelig udvikling:

Det er hårdt at være i fertilitetsbehandling. Både fysisk og psykisk. Og det er nemt at forstå, hvor meget ønsket om et barn kan fylde. Når det i dag lykkes for væsentligt flere i fertilitetsbehandling at blive forældre ved brug af nedfrosne befrugtede æg, end for bare seks år siden, så er der grund til at glæde sig.

Han håber, at endnu flere kan få de børn, de drømmer om, efter at regeringen og Folketinget sidste år ophævede grænsen på fem år for opbevaring af nedfrosne æg i forbindelse med fertilitetsbehandling og sygdom. Nu må æggene opbevares, indtil kvinden fylder 46 år, som er aldersgrænsen for fertilitetsbehandling i Danmark.

Når det lykkes for flere kvinder at blive gravide med nedfrosne befrugtede æg skyldes det ikke blot, at landets fertilitetsklinikker i stigende grad bruger den type behandling.

Konstitueret afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen Joanna Phermchai-Nielsen siger:

30 procent af behandlingerne med disse nedfrosne befrugtede æg fører til en graviditet. Det er en relativt høj succesrate. Samtidig er sandsynligheden for at få tvillinger eller flere børn faldet ret meget. Det tyder på, at metoden er blevet mere effektiv. 

Hvis det er lykkedes at befrugte flere æg i forbindelse med en fertilitetsbehandling, kan de overskydende æg fryses ned og bruges til behandling på et senere tidspunkt. De nedfrosne befrugtede æg kan anvendes til et nyt forsøg, hvis det første forsøg ikke lykkes, eller til barn nummer to nogle år senere. Dermed undgås det, at kvinderne skal igennem en ny hormonstimulation og ægudtagning.

Fertilitetsbehandlinger med nedfrosne befrugtede æg i 2013-2019

 

2013

2014

2015

2016

2017

2018

2019

Antal behandlinger

             3.153

        3.898

        4.494

        5.036

        6.209

        6.870

        7.449

Antal kliniske graviditeter

                526

           740

           953

        1.245

        1.676

        1.951

        2.260

Succesrate i procent

               16,7

          19,0

          21,2

          24,7

          27,0

          28,4

          30,3

Flerfoldrate i procent

               14,3

            8,8

            8,2

            5,1

            2,9

            2,4

            2,3

Kilde: IVF-registeret, Sundhedsdatastyrelsen

Til sammenligning blev der ifølge Sundhedsdatastyrelsens rapport ’Assisteret Reproduktion 2019’ i alt foretaget 39.975 fertilitetsbehandlinger i Danmark i 2019. 7.465 af dem førte til en klinisk graviditet og forventeligt 7.795 børn.

Læs mere i rapporten ’Assisteret Reproduktion 2019’ på Sundhedsdatastyrelsens hjemmeside

 

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet
Pressehenvendelser
Sundhedsdatastyrelsen