17 organisationer får penge til at give sommerferiehjælp til udsatte børnefamilier

20-05-2020

I dag sættes der navn på 17 organisationer, som i de næste to år skal hjælpe udsatte børnefamilier med at komme på sommerferie.

For de fleste børn er sommerferien lig med rejser, udflugter og ture til stranden. Nogle børn må dog se langt efter den slags, fordi deres familier ikke har økonomisk og mentalt overskud til at komme på sommerferieophold.

Der er nu hjælp på vej til de udsatte børn. 17 organisationer får tilsammen 9,7 millioner kroner, som skal gå til sommerferiehjælp til udsatte familier. Pengene er fordelt over de næste to år og skal ud over sommerferieophold gå til opfølgende indsatser, der skal give familierne mere overskud i hverdagen og et bedre socialt netværk.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

Alle børn skal kunne glæde sig til en sommerferie, hvor de kan holde fri og lade op til et nyt skoleår. Det er endnu vigtigere i år, hvor mange børn og forældre har siddet sammen derhjemme under coronakrisen, og især de sårbare familier har oplevet et ekstra pres. Men ikke alle familier har mulighed for at komme væk hjemmefra i ferien. Støtten til sommerlejrene sikrer, at børn og sårbare familier alligevel kan få et afbræk i ferien, trods problemer med misbrug, psykisk sårbarhed eller økonomien. De familier skal vi som samfund holde hånden under, så børnene får mulighed for oplevelser og et pusterum i ferien som alle andre.”

- Astrid Krag

Pengene, som i dag er blevet udmøntet, blev afsat, da et bredt flertal i Folketinget i efteråret indgik aftale om fordeling af reserven på socialområdet. Med aftalen blev støtten til sommerferiehjælp sammen med puljerne til julehjælp og nødovernatningstilbud til hjemløse desuden gjort permanente.

Læs mere om puljen til sommerferiehjælp og tilskudsmodtagerne på Socialstyrelsens hjemmeside

Disse 17 organisationer får midler til sommerferiehjælp

  • Blå Kors Danmark, Barnets Blå Hus
  • Blå Kors Danmark, Barnets Blå Hus Vesthimmerland
  • Boligorganisationen Møllevænget og Storgaarden
  • Byggeforeningen af 1933
  • Café Kolind
  • FitforKids
  • Frelsens Hær
  • FSB, Afdeling Tingbjerg I (1- 43)
  • Herredsvang Familielejr Forening
  • KFUM's Sociale Arbejde i Danmark, Café Grenaa
  • Kirkens Korshær Socialt arbejde København NV, Drejervej 6
  • Kirkens Korshær Vølundsgade 8, 6400 Sønderborg
  • Metodistkirkens Sociale Arbejde Centralmissionen
  • Pindstrup Centret
  • Projekt Q-Værk
  • Red Barnet
  • SMILfonden

Ud over ovenstående pulje til sommerferiehjælp, som nu er fordelt, er der i forbindelse med coronakrisen oprettet en pulje på yderligere fem mio. kr. til ferieaktiviteter for udsatte familier. Den ekstra pulje er del af en aftale fra d. 25. april mellem alle Folketingets partier om indsatser over for udsatte grupper og har ansøgningsfrist den 29. maj.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)