1,8 mia. kr. til flere medarbejdere og stort kvalitetsløft af ældreplejen med finansloven

05-12-2020

Flere ansatte, højere faglighed og mere tid til omsorg og nærvær i ældreplejen. Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er med finanslovaftalen enige om tiltag, der skal sikre en mere tryg og værdig ældrepleje.

Midlerne kommer i forlængelse af økonomiaftalerne, som løftede regionerne med godt 1,3 mia. kr. i 2021 og kommunerne med 1,5 mia. kr. i 2021.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger:

Det er vigtigt, at ældreplejen er prioriteret i finansloven, så vores engagerede medarbejdere kan få mere tid til pleje, omsorg og nærvær i mødet med den enkelte borger. For vi er forpligtet til at løse de udfordringer, vi desværre ser i ældreplejen. Med finanslovaftalen løfter vi kvaliteten og fagligheden i ældreplejen, men jeg erkender også, at det er et langt sejt træk, der kræver vedvarende fokus og handling. Midlerne kommer oveni årets økonomiaftaler.

Flere ansatte og mere faglighed

Med finansloven har regeringen og aftalepartierne afsat 425 mio. kr. i 2021 og 450 mio. kr. årligt i 2022-2023, der skal understøtte faglighed, kvalitet og flere ansatte i ældreplejen. Herefter afsættes der fra 2024 og frem 500 mio. kr. årligt til et varigt løft af ældreplejen.

Midlerne vil i perioden 2021-2024 blive udmøntet som en ansøgningspulje til kommunerne. Målsætningen med puljen vil være, at kommunerne ansætter flere medarbejdere i ældreplejen. Ansøgningspuljen giver kommunerne adgang til finansiering svarende til én yderligere varig ansættelse i ældreplejen pr. ufaglært ansat i ældreplejen i kommunen, der sendes i uddannelse.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger:

Det er rigtig glædeligt, at vi med finansloven afsætter midler til flere medarbejdere i ældreplejen. Ved at give ufaglærte medarbejdere en bedre mulighed for at tage en social- og sundhedsuddannelse får ældreplejen samtidig et kvalitetsløft. Uddannelse er vigtigt for at levere pleje af høj kvalitet.

Fakta om finanslovaftalen 2021 på ældreområdet

1,8 mia. kr. til flere medarbejdere og stort kvalitetsløft af ældreplejen med finansloven

Rikke Skaarup Schjødt
TitelPressechef