Nu kan du oprette dit eget juridisk bindende behandlingstestamente

02-01-2019

Fra årsskiftet er der blevet åbnet op for muligheden for via sundhed.dk at oprette et såkaldt behandlingstestamente. Her kan du på forhånd fravælge behandling i bestemte fremtidige situationer, eller du kan beslutte, at dine pårørende skal træffe beslutningen på dine vegne

Med overgangen til det nye år er reglerne om behandlingstestamentet trådt i kraft. Det betyder, at du nu kan oprette et juridisk bindende behandlingstestamente, hvor du tilkendegiver, at du ikke ønsker livsforlængende behandling i nogle bestemte situationer, hvis du en dag bliver ude af stand til selv at give udtryk for dine ønsker og tage stilling til din behandling – for eksempel hvis du er blevet dement. Du kan også bestemme, at du i en sådan situation ikke ønsker at blive behandlet med tvang efter reglerne om brug af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile.

Endelig kan du i behandlingstestamentet vælge at bestemme, at det er dine pårørende eller din fremtidsfuldmægtig, der skal træffe den endelige beslutning på dine vegne.

Find behandlingstestamentet her

Regeringen og et enigt Folketing vedtog i foråret 2018 en ændring af sundhedsloven, der styrker borgernes selvbestemmelsesret i forhold til fravalg af behandling – og de nye regler om behandlingstestamentet er trådt i kraft fra årsskiftet.

”Det nye er, at de ønsker den enkelte har til den sidste tid bliver juridisk bindende. Lægen skal følge patientens ønsker i behandlingstestamentet, for alle tilkendegivelser bliver bindende for sundhedspersoner og dermed til egentlige patientrettigheder,” siger Ellen Trane Nørby.

Regeringen og partierne i Folketinget har ønsket at øge den enkeltes selvbestemmelse i forhold til at få en værdig død:

”Vi er vant til selv at bestemme over vigtige ting i vores liv. Med behandlingstestamentet gør vi op med, at det er lægen, der har det sidste ord, hvis man for eksempel er kommet ud for en ulykke og ingenting kan længere. Har man lavet et behandlingstestamente, så kan man selv få det sidste ord eller give det til sine pårørende. Det, synes jeg, er en rigtig fin forandring,” siger Ellen Trane Nørby.

Det er vigtigt at bemærke, at de pårørende kun får det sidste ord – i fravalget af behandling som ikke-uafvendeligt døende patient – hvis patienten udtrykkeligt har skrevet det i behandlingstestamentet.

I behandlingstestamentet kan man tilkendegive, at man ikke ønsker livsforlængende behandling i tre specifikke situationer: 

  • Hvis lægerne vurderer, at døden alligevel er nært forestående.
  • Hvis man ligger hjælpeløs hen pga. sygdom, ulykke mv., og der ikke er tegn på bedring. 
  • Hvis man kommer i en tilstand, hvor behandlingen kan føre til overlevelse, men hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller behandlingen vurderes at være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Man kan også fraskrive sig brug af tvang, hvis man skulle få en demenssygdom I et behandlingstestamente kan du også bestemme, at du ikke ønsker at blive behandlet med tvang efter reglerne om brug af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, som trådte i kraft for et år siden, hvis du engang i fremtiden fx bliver dement og dermed varigt inhabil. Også her kan du dog vælge at give dine pårørende eller din fremtidsfuldmægtig det sidste ord, når det skal besluttes, om du bør behandles med tvang for en somatisk sygdom, selvom du modsætter dig det i situationen.

Læs mere her

Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet borgerrettet informationsmateriale om behandlingstestamenteordningen.

Se materialet her

Der bliver også lavet en vejledning om, hvordan man opretter, ændrer og tilbagekalder et behandlingstestamente.

Pressekontakt:

Freja Kierstein Johansen, presse- og kommunikationsrådgiver, tlf. 22 15 26 37, fkj@sum.dk