*** Det talte ord gælder ***
Indledning
Som konservativ benytter jeg gerne enhver lejlighed til at fremhæve, hvor skøn familien er – hvor betydningsfuld den er for os som individer og for sammenhængskraften i vores samfund.
Men der er selvfølgelig undtagelser – når familien gør alt det modsatte af, hvad den burde.
Når den ikke giver en tryg base. Og når den er til fare for barnets fysiske og psykiske helbred.
Det er for eksempel, hvad der sker i familier med negativ social kontrol.
For nyligt deltog jeg i en konference om det emne, og der stødte jeg på flere hjerteskærende fortællinger fra børn og unge, der er vokset op under frygtelige forhold i lukkede familier fra ekstreme religiøse miljøer.
De fortællinger viser med al tydelighed, at børn har brug for tillid, tryghed og kærlighed for at trives. Og de viser, hvor afgørende det er, at børn og unge kender deres egne rettigheder, og at underretningspligten tages alvorligt af alle omkring børnene.
Der er ingen tvivl om, at vi er kommet langt, når det handler om at forbedre børn og unges vilkår – når det handler om at sikre deres rettigheder. Børns rettigheder har heldigvis mange forkæmpere, og det afspejler sig i de resultater, vi i fællesskab har nået.
Vi har sat børns rettigheder i centrum for de høje krav, vi stiller til et godt børneliv i Danmark. Det kan vi være stolte af, når vi til november fejrer 30 året for FN’s Børnekonvention.
Men der er stadig børn, der bliver udsat for vold og overgreb. Der er stadig børn, der har det svært derhjemme eller i skolen. Der er stadig børn, der ikke bliver hørt og inddraget. Og der vil hele tiden komme nye børn til verden, som tidligt skal lære, at de har rettigheder, og at der er voksne, der er klar til at hjælpe dem.
Kort sagt: Der vil altid være børn og unge, der har brug for vores indsats.
Den tidligere konservative socialminister Palle Simonsen har sagt, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste.
Det er jeg meget enig i – og så mener jeg grundlæggende, at vi skal være varsomme med at sætte mærkaten ’svag’ på alle, der har brug for hjælp. Det er bedre at tale om ’udsatte’. For ofte er der tale om nogle mennesker, som faktisk er utroligt stærke, når man tænker på alt det, de er gået igennem.
Når der er tale om børn, gælder det samme. Vi skal ikke stemple dem som svage, men vi skal også huske, at de er afhængige af de voksne omkring dem.
Udsatte børn er netop derfor blandt de allermest udsatte i vores samfund.
Tidlig opsporing og underretningspligt
For langt de fleste børn er familien det vigtigste sted for deres dannelse. Den opvækst, man får i sin familie, og de værdier, man får med hjemmefra, er afgørende for, hvordan man klarer sig.
Derfor er det så forfærdeligt, hvis forældre svigter deres børn: Det kan være familier, hvor vold, trusler eller stofmisbrug er en del af hverdagen.
Her har vi et ansvar for at skride ind, så svigt og overgreb bliver stoppet så tidligt som muligt.
Voksne, der ser børnene hver dag – pædagoger og lærere – skal være opmærksomme og tage underretningspligten alvorligt. Men også som nabo, fodboldtræner eller ven bør man sige til, hvis man bliver bekymret for et barn. Jo før, jo bedre. Og sagsbehandlere og sundhedsplejersker kan også blive endnu bedre til at opfange tidlige tegn på mistrivsel og underrette rettidigt og kvalificeret.
På den måde kan kommunen træde hurtigt til med hjælp.
Vi ved i øvrigt, at antallet af underretninger er steget voldsomt de sidste ti år. Og det har givet anledning til debat. For nogle mener, at det er udtryk for en mistænkeliggørelse af alle forældre.
Men jeg vil sige, at jeg grundlæggende mener, det er en positiv udvikling: Hellere en underretning for meget end en for lidt.
Forebyggelse via 1.000-dages-programmet
Når vi taler om børnerettigheder, skal vi også tale om forebyggelse – om tidlig opsporing og tidlige indsatser.
Og den forebyggende tilgang kendetegner også den politiske aftale på dagtilbudsområdet og det 1.000-dages-program, som regeringen har taget initiativ til.
Særligt de første 1.000 dage påvirker et barns livsbane og muligheder senere hen. Så med 1.000-dages-programmet sætter vi blandt andet ind i dagtilbud med mange børn fra sårbare familier og sørger for flere pædagoger og efteruddannelse til personalet.
Desuden styrker vi de indsatser, der handler om at identificere og hjælpe de sårbare familier så tidligt som muligt – allerede under graviditeten.
Jeg har mødt vidt forskellige udsatte og sårbare mennesker – hjemløse, misbrugere og anbragte unge. Noget går igen: De fortæller ofte, at de har haft en skidt start på livet.
Når man taler med dem, bliver det klart, at selvom der kan være mange grunde til, at man mister fodfæstet på et tidspunkt i livet – så er den primære grund ofte en svær barndom.
Det understreger, hvor vigtigt det er, at vi sætter systematisk ind med hjælp til udsatte børn. Det hjælper dem ind på den rigtige livsbane.
Børneinddragelse er vigtigt
Børn har en vigtig viden om deres eget liv, og derfor skal de inddrages.
Uden ordentlig børneinddragelse risikerer vi, at væsentlige forhold bliver overset. Og i værste fald kan det ske, at vold og seksuelle overgreb går under radaren.
Selvom mange kommuner og aktører gør det godt, så ser vi desværre stadig problemer med mangelfuld børneinddragelse i kommunernes sagsbehandling: Børnesamtaler, der ikke er afholdt. Og børn og unge, der oplever, at de ikke bliver taget alvorligt.
I den forbindelse kan kommunerne få hjælp af blandt andre Socialstyrelsen i samarbejde med Børns Vilkår. Det handler både om at klæde sagsbehandlerne på til at holde den gode børnesamtale og om at skabe opbakning fra ledelsen til at sætte børneinddragelse på dagsordenen.
Oplever børnene at have medejerskab til beslutninger om deres eget liv, så er jeg overbevist om, at det bidrager til en mere vellykket indsats.
Vi skal gøre børn bevidste om deres rettigheder
Som voksne har vi altså et ansvar for at være opmærksomme på, hvordan børn har det. Vi skal underrette kommunen, når vi har mistanke om, at noget er galt. Vi skal inddrage børnene. Og vi skal sætte ind med omsorgsfuld og virkningsfuld hjælp.
Men vi skal også sørge for, at de selv kender deres rettigheder og muligheder.
Børn skal vide, at ingen må gøre dem fortræd. De skal vide, at de har lov til at sige fra, når andre overskrider deres grænser. Og at der er voksne, der kan hjælpe dem.
Vigtigt med høj kvalitet i sagsbehandlingen
Inden jeg runder af, vil jeg gerne slå én ting fast: Som minister er det mit ansvar, at vores love og regler understøtter børns rettigheder på allerbedste vis.
Til gengæld må man kunne forvente, at kommunerne tager deres ansvar på sig og efterlever loven. Og her må jeg bare sige helt ærligt, at jeg i sidste uge var lige ved at miste troen på, at det nytter noget at lave regler og rammer.
Når jeg får sager på mit bord, hvor kommunerne efter fem år stadig ikke har fået styr på lovgivningen, så misbrugte børn bliver ladt i stikken – eller sager, hvor kommuner presser plejefamilier på lønnen for derefter at vende på en tallerken, når medierne går ind i sagen – ja, så bliver jeg både trist og rasende.
Desværre ser vi for ofte sager, hvor de lovpligtige procedurer ikke bliver fulgt. Hvor nogen ikke bliver hørt. Hvor et barn eller en familie ikke får den støtte, de har krav på og brug for.
Det er bydende nødvendigt, at vi får strammet op i de kommuner, hvor det ikke fungerer. Derfor er mit klare budskab, at jeg handler resolut, når de her sager om svigt lander på mit bord. Jeg har for eksempel netop bedt Socialstyrelsen sikre, at der er opdaterede, vedtagne og offentliggjorte beredskaber for håndtering af overgreb på børn i alle kommuner – som loven siger, at der skal være. Det skal bare være i orden. Jeg vil ikke sidde overhørig, at børn, der har været udsat for noget af det værst tænkelige, skal møde endnu et svigt fra voksne, når overgrebene kommer frem i lyset. Ikke på min vagt.
Gode intentioner og store reformer er ikke meget værd, hvis børnene og familierne ikke kan mærke dem i mødet med kommunerne.
Fra politisk side er vi derfor blevet enige om flere skridt, der skal understøtte sagsbehandlingen på børne- og ungeområdet i kommunerne.
Ankestyrelsen skal for eksempel følge kvaliteten af kommunernes sagsbehandling årligt via et nyt undersøgelseskoncept.
Det skal give overblik over den aktuelle udvikling i kvaliteten af sagsbehandlingen – og det skal sikre, at alle 98 kommuner bliver kontrolleret så hyppigt, at incitamentet øges til at overholde den gældende lovgivning.
Samtidig udvikles der nye retningslinjer for at vurdere både forældrekompetencerne og barnets tilknytning til for eksempel en plejefamilie, når kommunen skal træffe afgørelse om at anbringe et barn. Det skal sikre, at kommunen træffer den bedste afgørelse, som sætter barnets trivsel i centrum.
Og det stopper ikke her. For jeg vil insistere på, at udsatte børn får den hjælp og støtte, som de har brug for. Jeg vil insistere på, at dårlig sagsbehandling og kassetænkning bliver forfulgt og trukket frem i lyset. Jeg vil insistere på, at socialpolitik nytter.
Afslutning
I år fylder FN’s Børnekonvention 30 år. Og det er en god anledning til at gøre status og tage hinanden i ed på, at vi vil kæmpe for børnene.
Jeg er overbevist om, at Danmark er et af verdens absolut bedste lande at vokse op i for børn og unge – og vi skal aldrig stille os tilfreds med mindre.
Vi har i årevis arbejdet systematisk med børnerettigheder. Både når det kommer til at beskytte børn. Mod svigt. Mod vold. Mod overgreb. Men også med alt det, vi gerne vil give til vores børn.
Inddragelse. Kendskab til egne rettigheder. En god start på livet.
Men selvom vi er kommet langt i Danmark, skal vi ikke hvile på laurbærrene. For når det kommer til at sikre børn og unges rettigheder og trivsel, kan vi altid gøre det bedre.
Det er en hjertesag for mig. Men det kræver også samarbejde mellem stat, kommuner, praktikere, politikere, forskere, fonde, civilsamfund og børneorganisationer.
Derfor er det godt, at vi er bredt repræsenteret i dag. Og jeg vil benytte lejligheden til at sige tak for jeres indsats på området.
Fortsat god høring.
Og nu er I velkomne til at stille spørgsmål.