92 mio. kr. fordeles til sundhedsindsatser

04-04-2019

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om fordelingen af 92 mio. kr. til udvalgte sundhedsindsatser fra en pulje, som blev afsat med finansloven for 2019. Her er der fundet penge til at løfte indsatsen på en lang række områder, blandt andet til etablering af et videncenter for overvægt og til epilepsi- og parkinsonpatienter.

Der er tænkt på både parkinsonpatienter, alternativ kræftbehandling, førstehjælp-kits til stofbrugere og kortere sagsbehandling i Lægemiddelstyrelsens arbejde med udleveringstilladelser. For bare at nævne nogle eksempler.

Med fordelingen af i alt 92 mio. kr. over fire år, som Dansk Folkeparti og regeringen sammen afsatte med den seneste finanslov, er det nemlig en liste på hele 9 forskellige sundhedsindsatser, der bliver tilgodeset.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby kalder det glædeligt, at de mange initiativer nu får et økonomisk løft.

Det er glædeligt, at vi nu sammen med Dansk Folkeparti kan være med til at gøre en forskel for nogle af de patientgrupper, som ikke altid råber højest, men som også har behov for en bedre hjælp. Derfor styrker vi indsatsen på epilipsiområdet, indsatsen for parkinsonpatienter, mennesker med stor overvægt og for stofbrugere. Vi støtter samtidig en række projekter, der tager hånd om særligt udsatte grupper som eksempelvis kræftpatienter og børn med alvorlige og kroniske sygdomme.

Sundhedsordfører for Dansk Folkepartis Liselott Blixt siger:

For mig har det gennem mange år haft høj prioritet at lytte til de patientgrupper, som ofte bliver overset, når sundhedsvæsenet er til behandling i den offentlige debat. Derfor glæder det mig, at Dansk Folkeparti har fået afsat disse penge på finansloven. Der er tale om grupper, som ikke har store og velsmurte brancheorganisationer med masser af penge til at gøre opmærksom på sig selv, og derfor bliver de glemt af mange. Med disse sundhedsindsatser når vi præcis nogle af de grupper, som ikke har gjort noget stort væsen af sig, men hvor patienterne har samme krav på hjælp som alle andre. Derfor er det helt nødvendige penge, som Dansk Folkeparti her har fået afsat.

Om puljen:

Regeringen og Dansk Folkeparti blev med finansloven for 2019 enige om at afsætte 25 mio. kr. årligt i perioden 2019-2022 til en sundhedspulje til indsatser på sundhedsområdet. Heraf udmøntes nu samlet set 92 mio. kr. over fire år.

Sådan fordeler puljemidlerne sig:

Medicinrådet: 8 mio. kr.

Der afsættes i alt 8 mio. kr. i perioden 2019-2022 til Medicinrådet med fokus på brede behandlingsvejledninger, således at disse er ensartet over hele landet, samt nedbringelse af sagsbehandlingstiden med henblik på understøttelse af hurtigere sagsbehandling af bl.a. medicin til livstruede patienter.

Center for overvægt: 10 mio. kr.

Der afsættes i alt 10 mio. kr. i perioden 2019-2022 til et center for overvægt, der forventes etableret i Aarhus. Centret skal samle viden og erfaring om overvægt og skabe overblik over tilbud og muligheder for forebyggelse og behandling af overvægt. Videnscenteret har fokus på målgruppen af svært overvægtige, som har eller er i høj risiko for at udvikle følgesygdomme, fx hjertekarsygdomme eller type 2 diabetes. Dette gælder både børn, unge og voksne.

Styrkelse af epilepsiområdet: 32,3 mio. kr.

Som led i aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2018-2021 blev der afsat 0,5 mio. kr. i 2018 til, at Sundhedsstyrelsen med inddragelse af relevante parter udarbejdede en status for den samlede sundhedsfaglige indsats på epilepsi-området. Med afsæt i Sundhedsstyrelsens status fra oktober 2018 afsættes der i alt 32,3 mio. kr. i perioden 2019-2022 til implementering af anbefalingerne samt til gennemførelse af projekterne i Sundhedsstyrelsens statusrapport med henblik på udvikling af og afprøvning af modeller for implementering af anbefalingerne. Der afsættes bl.a. i alt 17 mio. kr. til Epilepsihospitalet Filadelfia til dels udbredelse af viden om epilepsi og dels til at styrke indsatsen for børn og unge fra hele landet, som behandles på Filadelfia, med fokus på overgang fra barn til voksen.

Parkinson-området: 23,5 mio. kr.

Der afsættes i alt 23,5 mio. kr. i perioden 2019-2022 til Parkinsonforeningens rehabiliteringstilbud særligt målrettet parkinsonpatienter. Pengene skal være med til at opretholde det aktuelle aktivitetsniveau, når foreningens nuværende satspuljebevilling ophører med udgangen af 2020.

Naloxon – førstehjælp: 3,2 mio. kr.

Der afsættes i alt 3,2 mio. kr. i perioden 2019-2022 til Antidote Danmark, til afholdelse af kurser i førstehjælp og brug af naloxon (førstehjælp til overdosis) samt udlevering af naloxon-kit til en bredere kreds end den, der vil være omfattet af den kommende kommunale naloxon-ordning.

SMILfonden: 4,5 mio. kr.

Der afsættes i alt 4,5 mio. kr. i perioden 2019-2022 til SMILfondens arbejde. De afsatte midler går – foruden en oplysningskampagne – til finansiering af sommerlejre og løbende events som fester og udflugter for børn med alvorlige og kroniske sygdomme og deres familier. SMILfondens arbejde finansieres i øvrigt med bidrag fra virksomheder, fonde og medlemmer.

InformationsCenter for Alternativ Kræftbehandling (ICAK): 2 mio. kr.

Der afsættes i alt 2 mio. kr. i perioden 2019-2022 til ICAK, der en selvejende institution, som indtil 2019 er blevet støttet af Region Midtjylland. Centret har som mål at understøtte, at alle patienter selv har ret til at bestemme, hvilken form for behandling de vil benytte sig af. Selvom centret fortrinsvis tilbyder information og rådgivning til borgere i Region Midtjylland, kan kræftramte og pårørende fra hele landet benytte sig af centrets tilbud.

Hospitalsklovne i psykiatrien: 4,5 mio. kr.

Der afsættes i alt 4,5 mio. kr. i perioden 2020-2022 til hospitalsklovne i psykiatrien. Dermed videreføres den aktuelle satspuljebevilling, der udløber med udgangen af 2019.

Lægemiddelstyrelsen – medicin: 4 mio. kr.

Der afsættes i alt 4 mio. kr. i perioden 2019-2022 til nedbringelse af Lægemiddelstyrelsens sagsbehandlingstid for udleveringstilladelser.

Pressekontakt:

Katrine Kirch Kirkegaard, presse- og kommunikationsrådgiver, tlf. 50 96 50 69 eller  kki@sum.dk