48 kommuner får adgang til at låne 1,35 milliarder kroner

30-08-2018

Pengene skal blandt andet gå til at investere i bedre rammer for den borgernære velfærd og en mere effektiv kommunal sektor.

Økonomi- og indenrigsministeren giver nu 48 kommuner adgang til at låne 1,35 milliarder kroner i 2019. Kommunerne får dermed en hjælpende hånd til blandt andet at investere i nye effektiviseringsprojekter, der kan sikre dem lavere driftsudgifter.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

Vi skal have en bedre og mere effektiv kommunal sektor. Det kræver, at kommunerne prioriterer at investere i de projekter, der giver de bedste rammer for den nære velfærd. Det kan for eksempel være i nye skoler. Det kræver samtidig, at kommunerne investerer i velfærdsteknologi, der kan gøre driftsudgifterne lavere. Nu giver vi en række kommuner en håndsrækning til at lave investeringerne. Så er det op til kommunerne at bruge pengene på en god måde, så borgerne får så meget gavn af pengene som muligt.”

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Lånebeløbet på i alt 1,35 milliarder kroner er fordelt på fire lånepuljer, som kommunerne har kunnet søge:

  • 500 millioner kroner til styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner.
  • 250 millioner kroner målrettet investeringer med et effektiviseringspotentiale. Det kan for eksempel være investeringer i velfærdsteknologi.
  • 200 millioner kroner til ordinære anlægsaktiviteter.
  • 400 millioner kroner målrettet kommuner med behov for større strukturelle investeringer på de borgernære områder. Det kan for eksempel være på folkeskoler og daginstitutioner.

I økonomiaftalen mellem regeringen og KL blev det aftalt, at de fire lånepuljer skal fordeles til kommunerne. Kommunerne kan optage lånene i 2019.

Kommunerne må som hovedregel ikke optage lån. Når en kommune får del af en lånepulje, er der tale om en dispensation fra den hovedregel.

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationsmedarbejder Anne Dahl Bertelsen, andb@oim.dk, 72 28 24 18

Fuldmægtig Jonatan Kjældgaard Kristensen, jokk@oim.dk, 72 28 25 67