Regeringen skaber mulighed for dyrkning af dansk cannabis til medicinsk brug

29-06-2017

Det bliver nu muligt at dyrke cannabis til medicinsk brug i Danmark. Regeringen har besluttet at åbne op for produktion af cannabis herhjemme. Et vigtigt skridt, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der håber, at private producenter vil melde sig på banen.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:  

Nu bliver det muligt at producere medicinsk cannabis i Danmark, og så håber jeg, at private aktører – der tidligere har været interesseret – vil vise virkelyst på det her område.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:  

Derfor vil de private producenter i første omgang skulle i gang med at udvikle dyrkningsmetoder, der gør cannabisproduktet egnet til medicinsk brug.

Med ordningen kan danske producenter dyrke cannabis under sikrede forhold. Cannabisproduktion til medicinsk cannabis er en højt specialiseret proces, fordi produkterne skal være rene og standardiserede med samme mængde aktive stoffer i hver leverance.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:  

Det er vigtigt at sige, at cannabisproduktion til medicinsk cannabis er en meget kontrolleret proces. Der er tale om et produkt, der skal bruges som smertelindringsmiddel til meget syge patienter. Produktionsvilkårene er derfor afgørende for kvaliteten – det skal foregå i helt lukkede systemer.

I første omgang er der tale et forsøg, der kommer til at køre sideløbende med forsøgsordningen med medicinsk cannabis over fire år. Det vil kræve en tilladelse fra myndighederne at få lov til at dyrke cannabis i Danmark.

Baggrund:

I satspuljeaftalen 2017-2020 indgik satspuljekredsen (V, S, DF, LA, ALT, RV og SF) en forsøgsordning for medicinsk cannabis med start fra 1. januar 2018.

Siden har en række af satspuljepartierne ønsket at gå videre med en dyrkningsordning til medicinsk cannabis for at styrke markedet. Der er relativt få aktører på det internationale marked, der kan levere cannabis til den danske forsøgsordning.

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet