Ældreminister Thyra Frank besøger Vestsjælland

09-06-2017

Ældreminister Thyra Frank tilbringer fredag den 9. juni i det vestsjællandske. I løbet af dagen vil hun besøge to plejehjem og en virksomhed i henholdsvis Næstved, Slagelse og Korsør.

Næstved, Slagelse og Korsør er kodet ind på GPS’en, når ældreminister Thyra Frank fredag den 9. juni drager af sted for at komme ud i landet og samle gode erfaringer og input til arbejdet på ældreområdet.

Første besøg finder sted på plejecentret Kildemarkscentret i Næstved Kommune, som blev indviet i oktober 2005 og har 101 boliger tilknyttet. Her bliver ministeren budt velkommen af en velkomstkomité med rickshawcykler, og under besøget skal ministeren bl.a. møde beboere fra forskellige plejecentre, der vil fortælle om deres hverdag.

Thyra Frank siger:      

Jeg glæder mig til at møde både beboere og medarbejdere på stedet og til bl.a. at høre nogle af de gode tanker, som medarbejderne gør sig i forhold til, hvordan vi kan sikre så meget selvbestemmelse for den enkelte som muligt. Jeg ved, at de har et stort fokus på at styrke livskvaliteten blandt de ældre – også gennem god og veltillavet mad, og det er rigtig vigtigt for mig også.   

Fra Næstved går turen videre til plejecentret Blomstergården i Slagelse Kommune, hvor Thyra Frank bl.a. skal møde Pårørendeforeningen til demensramte, som er en frivillig pårørendegruppe for demensramte og en del af Frivilligcenter Slagelse.

Thyra Frank siger:          

Frivillighed er en smuk ting, og noget af det, jeg virkelig værdsætter ved vores samfund. Vi har rigtig mange frivillige rundt om i landet, der giver noget af det dyrebareste, vi hver især har, nemlig deres tid, for at gøre en forskel for andre. I ældreplejen kan pårørende og andre frivillige også gøre en stor forskel, og derfor er jeg spændt på at høre om erfaringerne fra Slagelse.  

Efter endnu en lille køretur besøger ældreministeren virksomheden ANYgroup, som er specialiseret inden for velfærdsteknologi. Her skal ministeren høre og se, hvordan de nyeste løsninger inden for velfærdsteknologi bliver til.

Thyra Frank siger:    

Der er ingen tvivl om, at der er et stort potentiale i velfærdsteknologi, og derfor er det et spændende emne for mig at høre mere om, særligt i forhold til, hvordan man kan målrette brugen af velfærdigteknologi til den enkelte. Velfærdsteknologien kan være med til at skabe mere tryghed, bl.a. med trådløse alarmsystemer, og gøre os mindre afhængige af hjælp. Samtidig kan de smarte løsninger være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø for personalet og dermed også give dem mere tid til andre vigtige opgaver.  

Dagens besøg er alle arrangeret som led i ældreministerens rundtur til alle landets kommuner, hvor formålet er at indsamle gode erfaringer på ældreområdet. Under sine besøg har ministeren bl.a. fokus på
temaer som værdig ældrepleje, herunder kommunernes arbejde med ældremad, de ældres selvbestemmelse og
livskvalitet. Desuden vil ældreministeren også bruge anledningen til at høre om kommunernes erfaringer med dokumentation i ældreplejen og indsamle gode input og ideer til det afbureaukratiseringsarbejde, som hun har sat i gang sammen med KL.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet