Karen Ellemann besøger Warszawa og Berlin

24-04-2017

På én og samme dag besøger fungerende sundhedsminister Karen Ellemann både den polske og den tyske hovedstad. Med sig har hun igen alle de bedste argumenter for, hvorfor det europæiske lægemiddelagentur skal placeres i København, når Storbritannien forlader EU.

Dagen i dag bliver en pakket en af slagsen for fungerende sundhedsminister Karen Ellemann, som atter er på farten. Hun rejser nemlig igen ud for at flage det danske kandidatur til at huse Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, når Storbritannien træder ud af EU. 
 
Dagsprogrammet begynder i Warszawa og slutter i Berlin, og undervejs får Karen Ellemann lejlighed til at møde både den polske og tyske sundhedsminister, samt to næstformænd for det polske sundhedsudvalg og formanden for det tyske sundhedsudvalg. 
 
Ministeren vil under sin præsentation af København som en mulig kommende værtsby for EMA bl.a. fremhæve den stærke danske tradition for at værne om patientsikkerhed, et betydningsfuldt forskningsmiljø og en stabil og innovativ lægemiddelindustri. 
 
Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann siger:
I Danmark er vi klar til at påtage os ansvaret som værtsnation for Det Europæiske Lægemiddelagentur for at sikre et stærkt og objektivt agentur, som også fremover vil være i stand til at betjene både patienter og virksomheder, uden at gå på kompromis med sikkerheden. Der er mange lande om buddet, men jeg medbringer flere rigtig gode argumenter for at vælge vores hovedstad, og jeg glæder mig til at diskutere dem med mine kolleger i både Polen og Tyskland,.
EMA, der i dag er placeret i London, har ansvaret for den videnskabelige godkendelse og overvågning af lægemidler, der er udviklet af medicinalfirmaer til brug i EU. 
 
Sundheds- og Ældreministeriet vil også i de kommende måneder spille en central rolle i at få EMA til København, og der er aftalt flere møder med de europæiske lande i nær fremtid. 
 
Det er ikke fastlagt, hvornår der træffes en beslutning om genplaceringen af EMA. 
 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet