Minister byder velkommen til fælles europæisk indsats mod demens

01-11-2016

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde var med til at åbne Alzheimer Europes konference i København.

Demens rammer flere og flere mennesker over hele Europa.

I denne uge mødes en lang række mennesker med demens, pårørende til demensramte, politikere, eksperter og forskere fra hele kontinentet i København for at diskutere og blive klogere på de mange udfordringer med sygdommen.

Velkomsttalen til Alzheimer Europes 26. konference om demens blev holdt af sundheds- og ældreminister Sophie Løhde i forbindelse med den officielle åbning mandag.

Alzheimer Europe er Alzheimerforeningens europæiske paraplyorganisation, og det er første gang, at konferencen holdes i Danmark.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde var inviteret til at holde tale i anerkendelse af regeringens oplæg til Danmarks nye nationale demenshandlingsplan 2025. Sophie Løhde siger:

Demens er med den nationale handlingsplan sat højt på dagsordenen, og vores ambition er at få indsatsen over for sygdommen op i verdensklasse. Jeg håber, at vi på konferencen kan inspirere andre lande til på tilsvarende vis at sætte ambitiøse mål på området og fremme  i Europa til gavn for alle mennesker med demens og deres pårørende.

Sundheds- og ældreministeren har – udover plejehjem og hukommelsesklinikker i Danmark - besøgt flere europæiske lande for at hente inspiration til demenshandlingsplanen.

Den nationale demenshandlingsplan tager udgangspunkt i 3 nationale mål, 5 fokusområder og 27 konkrete initiativer, som understøtter målene.

Regeringen og satspuljepartierne bag satspuljeaftalen for 2016 har afsat 470 mio. kr. i perioden 2016-2019 til initiativerne i planen.

Læs ´Regeringen sætter mål og retning i ny national demenshandlingsplan´

Alzheimer Europes konference foregår frem til torsdag den 2. november, og årets tema er ”Fremgang i forskning og pleje”.

Læs mere om konferencen

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet