15 mio. kr. til demensvenlige plejeboliger

22-12-2015

Sundheds- og Ældreministeriet har uddelt 15,5 mio. kr. til en række kommuner og private, der vil gøre eksisterende plejeboliger mere demensvenlige.

Kommuner og private, der driver plejecentre, får nu penge fra satspuljen til 52 projekter til at indrette og ombygge eksisterende plejeboliger, så de bliver mere egnede til demente beboeres behov.
 
Pengene skal bl.a. bruges til at male døre og vægge og ændre belysningen, så det bliver mere trygt og nemmere for de demente at finde rundt, og til at etablere eller indrette udendørsarealer i tilknytning til plejeboligerne, som kan stimulere beboerne og er trygge at færdes i.
 
Og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er glad for, at flere plejeboliger nu indrettes, så de bliver mere demensvenlige. Hun udtaler:

Plejeboligers fysiske indretning kan have stor betydning for de demente og gøre deres hverdag væsentlig nemmere. Forskellige farver på døre og vægge kan eksempelvis betyde, at beboere, som før havde svært ved at finde rundt på egen hånd rundt, pludselig godt kan gå til og fra fællesrum til deres stue uden at blive forvirrede og utrygge. Derfor er jeg også glad for, at en række plejeboliger rundt om i landet nu med støtte fra satspuljen kan gå i gang med at gøre boligerne mere demensvenlige.

Se hvilke projekter der får penge fra puljen 
 
Der er i alt sat 50 mio. kr. af i puljen, hvoraf 2 mio. kr. er afsat til udvikling af en anvisning fra Statens Byggeforskningsinstitut, og 48 mio. kr. udmeldes ad tre omgange som ansøgningspuljer til kommunerne og private, der driver plejecentre.
 
Dette er den første af tre udmøntningsrunder. Der udmøntes i denne runde 15.520.000 kr. til anvendelse i 2015 og 2016.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet