Evaluering af headspace

05-07-2019

Det store flertal af danske unge trives og har det godt. Men der er også et stigende antal unge, som har det svært. I perioden 2010-2017 var 53 pct. flere børne- og unge i kontakt med den regionale psykiatri1. Samtidig viser nationale målinger, at næsten hver fjerde kvinde i alderen fra 16 til 24 år har dårligt mentalt helbred.

Skal man hjælpe unge med psykisk mistrivsel eller tegn på psykiske lidelser, skal man hjælpe hurtigst muligt, inden problemerne vokser sig for store. Der er et betydeligt potentiale i det forebyggende arbejde, men det kan for mange tilbud være svært at få øje på de unge. For mange unge følger der et stigma med det at føle sig forkert og have ondt i sjælen uden at have nogen at tale med om det. Mens der i kommunerne i dag er et stort fokus på den tidlige, forebyggende indsats for målgruppen, er der samtidig en anerkendelse af, at det kan være vanskeligt at opspore de unge. Ofte kan civilsamfundet her være brobyggere til unge i sårbare positioner, hvorfor aktører som headspace kan spille en afgørende rolle.

headspace er et åbent, anonymt og gratis rådgivningstilbud, som skal møde de unge, hvor de færdes og tilbyde dem nogen at tale med. Det er med andre ord et lavtærskeltilbud, hvor alle skal være velkomne til en snak uanset størrelsen på deres udfordringer. headspace skal samtidig give de unge en indgang til den rette støtte, idet headspace skal henvise til andre tilbud, herunder andre civilsamfundsorganisationer, kommunale tilbud, egen læge, behandlingspsykiatrien eller noget helt femte. Således ligger der i headspace’ indsats en mulighed for at række ud over rådgivningen i centrene og understøtte den opsporing og henvisning, som kan gøre den unges vej til den rette hjælp lettere.

headspace har i dag 18 centre i Danmark, og mens de arbejder med ambitionen om at række ud til deres nærmiljø, så er centrene ikke lige tilgængelige for alle, idet otte af centrene er placeret i København og omegn. For at sikre en bedre geografisk dækning af headspace blev der med aftale om satspuljen på sundhedsområdet for 2019-2022 afsat i alt 57 mio. kr. til oprettelse af flere headspace-centre. Målet med udbredelsen af headspace er at styrke opsporingen og hjælpen til unge med psykiske udfordringer i det nære miljø, så flere unge får hjælp, inden deres udfordringer vokser sig større, og der bliver behov for en mere intensiv indsats fra social- og sundhedsvæsenet.

Med aftalen om satspuljen på sundhedsområdet for 2019-2022 er der samtidig afsat midler til nærværende evaluering af headspace. Evalueringen er igangsat af Sundheds- og Ældreministeriet og gennemført af Rambøll Management Consulting.