Midler til styrket indsats til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade

21-01-2022

Sundhedsstyrelsen har nu tildelt puljemidler på i alt 39,4 mio. kr. fra SSA-reserven for 2021-2024 til en række projekter, der styrker indsatsen for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade.

Der er med ”Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2021-2024” afsat puljemidler til en styrket indsats for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade. Midlerne skal særligt gå til at sikre, at en række projekter, der modtog midler fra satspuljen for 2018-2021, kan videreføres, efter deres oprindelige bevilling udløb med udgangen af 2021.

Puljemidlerne er udmøntet via to delpuljer, der har været slået op på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Den ene delpulje er målrettet en kapacitetsudvidelse hos regioner og private aktørers behandlingstilbud til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade, og er på i alt 30,4 mio. kr. Den anden delpulje er målrettet afprøvning af redskaber og andre indsatser til en målrettet tidlig opsporing, og er på i alt 9,0 mio. kr.

Sundhedsministeriet kan oplyse, at nedenstående projekter er tildelt midler.

For så vidt angår delpuljen om kapacitetsudvidelse, er der tildelt midler til følgende projekter:

  • Forlængelse af ”Udvidet behandling af spiseforstyrrelser og forebyggelse af drop-out” - Region Hovedstaden, PC Ballerup
  • Udvidet rådgivningsfunktion for patienter med spiseforstyrrelse indlagt i almen psykiatri - Region Hovedstaden, PC Ballerup
  • Bakkehuset - den tværsektorielle enhed - Region Sjælland
  • Videreførelse af ”Styrket indsats for mennesker med spiseforstyrrelser i Psykiatrien i Region Nordjylland” og etablering af psykoedukativt forældreakademi samt familieterapeutisk indsats - Region Nordjylland
  • Intensiveret samarbejde omkring borgere med spiseforstyrrelse – implementering af samarbejdsmodel og etablering af udkørende ernæringsteam - Region Syddanmark
  • Styrket indsats for voksne svært personlighedsforstyrrede patienter - Region Midtjylland
  • Tidlig indsats mod spiseforstyrrelse og selvskade – terapi og færdighedstræning til børn og unge med spiseforstyrrelse og selvskade og deres forældre - Askovhus
  • Tidlig indsats til unge med selvskade - Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade
  • Behandling af let til moderat spiseforstyrrelse - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og Selvskade
  • Udvidelse af den dialektiske adfærdsterapi i Frejas Have - Frejas Have

For så vidt angår delpuljen om afprøvning af redskaber og andre indsatser til målrettet tidlig opsporing er der udmøntet midler til følgende projekter:

  • Minding You - Brønderslev Kommune
  • Tidlig opsporing af spiseforstyrrelser og selvskade hos børn og unge - Sønderborg Kommune
  • STOB – Screeningsværktøj til Tidlig Opsporing af BED i almen praksis samt udbredelse af viden om BED i almen praksis - Nationalt Center for Overvægt (NCFO), Region Midtjylland og Caretoons
  • Tidlig opsporing af tvangsoverspisning (BED) i danske kommuner - Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade

Ud over ovenstående projekter kan Sundhedsministeriet oplyse om, at der med SSA-reserven for 2022-2025 er afsat yderligere 49,0 mio. kr. til en pulje målrettet behandling af patienter med spiseforstyrrelsen BED. Det forventes, at der åbnes for ansøgninger til denne pulje inden udgangen af januar 2022.

Puljeopslaget bliver offentliggjort på Sundhedsstyrelsen hjemmeside.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet