Inspiration til mere dansk sundhedsregisterforskning

09-07-2021

Ny rapport viser eksempler på mulighederne ved forskning i de danske sundhedsdata.

Sundhedsministeriet har sammen med Strategisk Alliance for Register- og Sundhedsdata (STARS*) taget initiativ til at udarbejde en eksempelsamling, der fremhæver nogle af de forskningsresultater, der kan skabes på baggrund af danske sundhedsdata og med respekt for datasikkerheden. Eksempelsamlingen, Registerdata i Dansk Sundhedsforskning, viser et udsnit af den store mængde af registerforskning i Danmark og skal ses som en smagsprøve på, hvordan forskning i sundhedsregistre kan føre til nye og bedre behandlingsformer til gavn for patienterne. 

Danmark er international anerkendt for vores unikke sundhedsdata og vi er i dag et af verdens førende lande, når det kommer til digitalisering af sundhedsvæsenet, hvor vores veludviklede digitale sundhedsregistre, bidrager med vigtig viden til den fortsatte fokus på og udvikling af et bedre og mere sammenhængende sundhedsvæsen. 

Sundhedsminister Magnus Heunicke udtaler:

Vi ved, at de fleste af danskerne er glade og trygge ved at deres sundhedsdata bliver brugt til forskning, der kan være med til at forbedre sundhedsvæsnet og til at skabe bedre behandlingsmuligheder til gavn for patienterne. Og med de unikke danske registre kan vi bedrive forskning i verdensklasse uden at gå på kompromis med beskyttelsen af den enkelte danskers oplysninger. Jeg er stolt over at se de spændende resultater, der kommer ud af forskningen i sundhedsregistrene, og meget af den forskning kan alene gennemføres i Danmark – fordi vi har så komplette og veludviklede sundhedsregistre.

Danmark har en lang tradition for at anvende sundhedsregistre til forskning af væsentlig samfundsmæssig interesse. De danske sundhedsdata kan sammenkobles ved hjælp af det unikke cpr-nummer, som alle i det danske folkeregister er blevet tildelt siden 1968. Det er grundlaget for, at Danmark har nogle af verdens mest veludviklede digitale sundhedsregistre, som kan bidrage med ny og vigtig viden. 

Det er en forudsætning for anvendelse af registerdata, at det sker under sikre forhold, der følger databeskyttelsesreglerne. I Danmark er der regler for, hvordan og hvornår sundhedsdata må anvendes til forskning, som sikrer hensynet til den enkelte. Reglerne er særligt vigtige fordi det skaber tryghed og tillid til, at data bruges ansvarligt. Eksempelsamlingen viser, hvordan vi i Danmark – under forsvarlige rammer – kan bruge de indsamlede sundhedsdata til forskning af væsentlig samfundsmæssig betydning.   

Læs Eksempelsamlingen: Registerdata i Dansk Sundhedsforskning

 

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet