Skærpede tiltag i Ishøj Kommune

12-02-2021

Mens smitten på landsplan har været faldende i starten af februar, er der i Ishøj Kommune set en stigning i smitten med COVID-19. For at undgå en situation, hvor smitten eskalerer, iværksættes nu en række skærpede tiltag i kommunen.

Smitten med COVID-19 har på landsplan været faldende i det nye år. Det har også været tilfældet i Ishøj Kommune. Mens smitten på landsplan fortsat har været faldende i uge 5, er der i Ishøj Kommune set en stigning. 

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger: 

Smitten skal ned i Ishøj Kommune, der har haft en kraftig stigning med 67 procent på smittekurven siden begyndelsen af februar og nu har et incidenstal over 300 smittede per 100.000 borgere. Vi sætter derfor ind med skærpede tiltag i kommunen, så vi handler i tide. Det kræver en fælles indsats fra alle borgere i Ishøj Kommune. Vi opfordrer alle til at blive testet, og skolebørn fra 0. til 4. klasse må desværre overgå til fjernundervisning igen. Jeg har en stor appel til byens borgere om, at alle bakker op om at få knækket kommunens smittekurve nu.

Regeringen har bl.a. på baggrund af indstilling fra Indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, besluttet, at der indføres en række tiltag for at knække kurven i Ishøj kommune. Tiltagene er bl.a.:

  • Etablering af lokal task force i Ishøj Kommune.
  • Opfordring til alle indbyggere i Ishøj Kommune om at lade sig teste i uge 7.
  • Elever i 0.-4. klasse hjemsendes fra mandag den 15. februar 2021 til og med den 28. februar 2021.
  • Styrket kommunikation og håndhævelse.

 Læs mere her: Faktaark om skærpede tiltag i Ishøj Kommune

Læs mere på coronasmitte.dk:

De danske myndigheder har samlet alle informationer om coronavirus på coronasmitte.dk
Hvis du ikke kan finde svar her, kan du ringe til: telefon-hotline 7020 0233

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet