Udmøntning af puljemidler fra Strategi for digital sundhed

15-12-2021

Sundhedsministeriet har nu tildelt puljemidler fra Strategi for digital sundhed til tre projekter, som udvikler og afprøver teknologiske løsninger til forebyggelse, behandling og monitorering af patienter i psykiatrien og som har fokus på at benytte og udvikle den fælles digitale infrastruktur på sundhedsområdet.

Der er på finansloven for 2018 afsat puljemidler i perioden 2018-2021, som skal understøtte arbejdet med at realisere målsætningerne i Strategi for digital sundhed gennem afprøvning og udbredelse af nye digitale teknologier og sikring af øget fremdrift i udbredelsen af digitale løsninger på sundhedsområdet.

I år har puljen haft det overordnede formål at understøtte digitale løsninger, som benytter den fælles digitale it-infrastruktur på sundhedsområdet. Det skal give mulighed for, at der lokalt kan opnås konkrete erfaringer med at etablere nye, tværsektorielle digitaliseringsindsatser, som benytter den fælles digitale infrastruktur. Puljen har desuden haft fokus på at understøtte projekter, som udvikler og afprøver teknologiske løsninger til forebyggelse, behandling og monitorering af patienter i psykiatrien. Det kan være løsninger, som øger sammenhængen i de psykiatriske patientforløb samt sikre bedre arbejdsvilkår for de fagpersoner, der er involverede i forløbet.

Puljen var i alt på 7,3 mio. kr.

Sundhedsministeriet kan oplyse, at følgende projekter er tildelt midler:

  • Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospital Silkeborg, Hospitalsenhed Midt. Til projekt Opsporing af mistrivsel og psykisk lidelse blandt borgere med lænderyglidelse – BackTrace en tværgående digital løsning
  • Telepsykiatrisk Center, Psykiatrien i Region Syddanmark. Til projekt Digital selvhjælp til angst og depression og spiseforstyrrelser
  • KL (på vegne af Københavns Kommune, Odense Kommune, Gladsaxe Kommune og Helsingør Kommune). Til projekt Sikker medicinering og digital kommunikation på rusmiddelcentre

Projekterne i Region Syddanmark og på Regionshospitalet Silkeborg vil medvirke til en styrkelse af den digitale indsats på det psykiatriske område. Projekterne skal bl.a. styrke den tidlige indsats over for patienter med angst og depression, således at patienter deltager aktivt i egen behandling og mestrer mistrivsel og psykisk lidelser.

KL’s projekt skal udvikle en samlet digital understøttelse af rusmiddelsområdet med henblik på at sikre højere patientsikkerhed, smidige arbejdsgange, enstrenget dokumentation og sikker medicinhåndtering gennem digital understøttelse og digital deling af relevante oplysninger og data.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet