Lovforslag trækkes grundet behov for drøftelser om bedre alkoholbehandling som helhed

20-10-2020

Sundheds- og ældreministeren vil have en grundig drøftelse af, hvordan vi forbedrer rammerne og niveauet for alkoholbehandlingen i Danmark.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har besluttet, at bedre styring af behandling for alkoholmisbrug skal drøftes samtidig med indhold i behandlingen. Derfor bliver et lovforslag om bedre styring af offentligt finansieret behandling for alkoholmisbrug ikke behandlet i folketingssalen i dag d. 20. oktober, som det ellers var planlagt.

Et lovforslag, som skulle sikre bedre styring af den offentligt finansieret behandling for alkoholmisbrug, blev fremsat den 8. oktober og skulle 1. behandles i folketingssalen i dag. Baggrunden for lovforslaget er bl.a. et servicetjek udført af Sundhedsstyrelsen af alkoholbehandlingen, som peger på, at der er klare forbedringspotentialer, hvad angår både styring og kvalitet på området.

Regeringen ser derfor frem til en grundig og inddragende proces på tværs af Folketinget, hvor behandling for alkoholmisbrug skal drøftes over en bred kam.

Baggrund

Kommunerne bruger stadig flere penge på den ambulante alkoholbehandling, som i vid udstrækning foregår hos private behandlingssteder. Det skyldes ikke kun, at der kommer flere i behandling.

Det var regeringens overbevisning, at lovforslagets sigte med at skabe bedre forudsætninger for kommunerne for styring af den offentligt finansierede alkoholbehandling var et godt sted at starte i arbejdet for et forbedre området som helhed. Det skyldes, at bedre styring ofte fører til et løft af kvaliteten.

Det står nu klart, at der er behov for en grundigere proces i forhold til forbedring af alkoholbehandlingsområdet og opfølgningen på Sundhedsstyrelsens servicetjek. Der er derfor ikke tale om spildt arbejde, selvom lovforslaget trækkes, og meldingen til kommunerne er, at regeringen ikke skrinlægger tankerne bag lovforslaget, men stadig ønsker at skabe de bedst mulige rammer for alkoholbehandlingen i Danmark.

Det er endnu uvist, om drøftelserne skal foregå sammen med øvrige initiativer på alkoholområdet eller i anden sammenhæng.

Lovforslaget om bedre styring af offentlig finansieret behandling for alkoholmisbrug er desuden en konsekvens af den seneste økonomiaftale med med kommunerne (ØA21).

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet