39 mio. kr. til flere og bedre aflastningstilbud til borgere med demens og deres pårørende

28-10-2020

I alt 13 kommuner modtager midler fra Sundhedsstyrelsens pulje ”Flere, bedre og mere fleksible aflastningstilbud til mennesker med demens og deres pårørende, der skal sikre pårørende et frirum fra sygdommen”.

I aftalen om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2020-2023 blev regeringen og aftalepartierne enige om at afsætte i alt 39 mio. kr. til en ansøgningspulje, der ligger i forlængelse af et initiativ i demenshandlingsplan 2025. Puljen skal sikre ensartet kvalitet og fleksibilitet i aflastningstilbuddene, så de eksempelvis også omfatter behovet for støtte og aflastning om aftenen, i weekenden og i døgntilbud. Aflastningstilbuddene kan også omhandle målrettet mental støtte og aflastning, der kan hjælpe pårørende til at mestre hverdagen og sikre et frirum for sygdommen.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke siger: 

Mange pårørende til mennesker med demens yder en kæmpe omsorgsindsats, hvilket kan være både psykisk og fysisk belastende. Derfor er det vigtigt, at kommunerne har fleksible aflastningstilbud, hvor der er fokus på både at inddrage de enkelte borgeres og deres pårørendes ønsker og behov, så vi kan sikre meningsfulde og attraktive tilbud.

Styrelsen har udvalgt 13 kommuner, der bedst opfylder udvælgelseskriterierne for puljen. Puljen bygger videre på erfaringer fra de to tidligere aflastningspuljer ”Aflastning af pårørende til demente i egen bolig” samt ”Flere og meningsfulde dag- og aflastningstilbud samt støtte til yngre med demens”. Puljens målgruppe er mennesker med demens i egen bolig og deres ægtefælle, partner, samlever eller andre nære pårørende.

Kommuner der har fået støtte

  Ansøger Bevilget beløb, kr.
1 Hvidovre Kommune 4.605.899
2 Ishøj Kommune 1.952.925
3 Københavns Kommune 2.327.724
4 Nyborg Kommune 430.017
5 Odense Kommune 3.663.282
6 Ringsted Kommune 3.395.712
7 Rudersdal Kommune 2.547.600
8 Skanderborg Kommune 4.585.803
9 Slagelse Kommune 2.439.116
10 Solrød Kommune 1.325.496
11 Stevns Kommune 5.697.238
12 Svendborg Kommune 4.135.403
13 Varde Kommune 1.893.780
  Samlet  38.999.995

 

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet