Der er tale om dobbelt svigt af anbragte børn, når de allerede som små oplever at skifte plejefamilie flere gange. Det var netop en af pointerne i statsminister Mette Frederiksens nytårstale: Anbragte børn oplever for mange opbrud og skift.
JP har på væsentlig vis beskrevet problemet, men på lederplads den 3/3 rammer konklusionerne helt skævt. Lederen anfører, at regeringens mål om flere tidligere anbringelser risikerer at føre til endnu flere fortvivlende skift i børnenes liv. Men regeringens politik om at gribe tidligere ind handler netop om at sikre mere ro og stabilitet.
Forleden blev 16-årige Noah interviewet til DR. Han blev tvangsfjernet fra sin biologiske mor, da han var otte måneder gammel og har siden måttet leve med en grundlæggende utryghed, fordi hans sag bliver påklaget og afgørelser anket i det uendelige.
Alt for mange anbragte børn har det som ham. De fortæller om mange skift i deres opvækst – skift af bopæl, skole og sagsbehandlere.
Vi skal anbringe flere børn tidligere og sikre dem en tryg base, inden deres skader har vokset sig for store. Målet er at undgå de mange skift og at sikre stabilitet.
Når regeringen siger, at tvangsanbringelser og bortadoptioner kan være nødvendige, handler det om stabilitet for børnene. I dag bliver børnene let kastebolde i systemet, og de oplever, at de selv efter at have boet det meste af deres barndom hos en plejefamilie, som de har knyttet sig til, kan blive flyttet tilbage til forældrene fra den ene dag til den anden mod deres ønske. Børn skal ikke gå rundt og have ondt i maven, fordi de ikke ved, hvor de skal bo i morgen.
Her skal vi være på børenes side – langt mere, end det er tilfældet i dag.