Det er børnehavebarnet, hvis tegninger forestiller grønne flasker. Den lille pige, der spiser ristede løg for at blive mæt, fordi hendes mor ikke magter at sørge for frokost. Det er teenageren, der har været med sin mor på krisecenter efter vold fra faderen - ikke en eller to, men fem gange - før hun selv stikker af hjemmefra.
Det er de historier, der gør ondt, som jeg har fået fortalt i løbet af de seneste måneder.
Det er hensynet til de børn, der ikke får en ordentlig barndom, der danner grobund for regeringens ambition om altid at være på børnenes side.
For mange udsatte børn bliver i dag svigtet af systemet, og derfor skal vi kigge grundigt på anbringelsesområdet.
Og med det kommer en erkendelse af, at flere børn i rette tid skal anbringes uden for hjemmet, som også Børns Vilkår og Socialpædagogerne har argumenteret for.
Weekendavisens Johanne Mygind mener (21. februar), at regeringen dermed forsømmer at støtte landets udsatte forældre. Men det ene udelukker ikke det andet.
Langt de fleste børn har gavn af en god relation til deres forældre, og derfor skal udsatte forældre støttes langt bedre end i dag.
I mange sager kan børnene blive hjemme, hvis familien får den rette hjælp.
Men barnets behov skal komme først.
Vores mål er at undgå mistrivsel og skader hos børnene. I modsætning til nogle andre er vores mål ikke at undgå anbringelser.
For nogle gange er en anbringelse den bedste forebyggelse. Anbringelsen kan ske frivilligt og i samarbejde med forældrene.
Men hvis samarbejde ikke er muligt, må vi handle, hvis det er det bedste for barnet.
Det gør indtryk på mig, når speciallæge May Olofsson i Politiken (26. februar) spørger: »Hvor ofte har jeg ikke i mit årelange arbejde med udsatte børn hørt sagsbehandlere fra kommunen sige: 'Skal denne mor ikke have en chance?' - og hvor mange gange har jeg ikke svaret: 'Skal dette barn ikke have en chance?' Det lille barn har hverken 'tid eller råd' til at vente på, at dets mor - måske over tid - får det bedre.« I regeringen mener vi, at forældrene har det første og største ansvar for at tage vare på deres børn. Men barnet er i sin egen ret. Og kan forældrene ikke løfte deres ansvar, så skal fællesskabet gribe ind.
Det er ikke et opgør med værdien af familien. Ligesom det heller ikke var det, da vi i slutningen af 1990erne tog et opgør med forældres ret til at slå deres børn.
Det er en insisteren på, at alle børn har ret til en tryg barndom.