Aftale om næste fase af kontrolleret genåbning

14-08-2020

Regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti (SF), Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet er enige om en aftale med en række initiativer, der skal holde COVID-19-smitten på et lavt niveau.

Folketingets partier er enige om initiativer for at undgå spredning af COVID-19-smitten og forhindre nye nationale nedlukninger med store samfundsøkonomiske og menneskelige konsekvenser.

Aftaleteksten kan læses her

Justitsminister Nick Hækkerup siger:

Vi er fortsat i en alvorlig situation, og derfor er denne aftale helt afgørende for, at vi kan gå ind i efteråret og fastholde smitten på et lavt niveau. Partierne er enige om, at tiden desværre ikke er til de at gennemføre de åbninger, vi havde lagt op til med fase 4. Men vi er ligeledes enige om, at der er punkter, hvor vi kan lempe de nuværende restriktioner. Vi afskaffer 6-dages reglen og giver mulighed for at restauratører kan holde åbent til klokken 02.00, så længe der ikke lukkes nye gæster ind efter klokken 23.00. Med aftalen understreger vi samtidig strategien om test, opsporing og isolation, og at myndighederne skal gribe ind med fast hånd både lokalt og regionalt, hvis der er behov for det. Det er en god aftale, der skaber en balance mellem at holde Danmark oppe og i gang og smitten nede.

Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke siger:

Desværre tillader situationen ikke, at vi åbner op for hele samfundet lige nu, hvor vi lokalt ser stigende samfundssmitte og en opadgående kurve. Det tager vi meget alvorligt. I aftalen fortsætter vi med at styrke vores arbejde med test, opsporing og isolation. Men vi er heldigvis et andet sted, end vi var i foråret. På under et halvt år har vi opbygget et omfattende beredskab og et fintmasket testsystem, der sætter os i stand til at agere hurtigt og virkningsfuldt. Det er dét, der skal gøre os i stand til at håndtere smitten uden at skulle lukke Danmark ned igen. De beslutninger, vi har taget her i aften, vil understøtte det mål.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

Vi er nået langt i genåbningen af dansk erhvervsliv efter corona-krisen, men vi står stadig i en alvorlig situation. Derfor er det også nødvendigt at forlænge og udvide nogle af de tiltag, som kan begrænse smitten. Men jeg har stor sympati med de dele af dansk erhvervsliv, der fortsat ikke kan åbne eller har andre begrænsninger, og jeg kan kun forestille mig, hvilken svær situation mange stadig står i. Det rigtige er derfor også at fortsætte med at kompensere de virksomheder og give den hjælp, de så hårdt har brug for. Det er jeg glad for, at alle Folketingets partier bakker op om.

 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet