Gode erfaringer med initiativer for en værdig død i Varde, Svendborg, Aarhus og Roskilde Kommuner

07-05-2019

Fire projekter, der har arbejdet med at udvikle og sikre en værdig død, for mennesker med livstruende sygdom, der ønsker at dø i eget hjem, viser, at en målrettet indsats kan give den døende mere livskvalitet i den sidste tid og en mere værdig død. Erfaringerne skal inspirere kommuner landet over, mener sundhedsminister Ellen Trane Nørby og ældreminister Thyra Frank.

Hvordan skaber man bedre rammer for en værdig død i kommunen, i hjemmeplejen, på plejehjemmet? En rapport, der evaluerer fire konkrete satspuljeprojekter giver en lang række svar på spørgsmålet, som sundhedsminister Ellen Trane Nørby håber, at landets øvrige kommuner også vil gøre brug af:

”For mange døende er det et stort ønske at dø derhjemme. Evalueringen af de fire projekter viser, at vi kan blive bedre til at støtte den enkelte i det ønske, og at det kræver en stærk faglighed hos sundhedspersonalet. Kommunerne har særligt løftet opgaven ved at efteruddanne fx sygeplejersker, men der er mange gode pointer i rapporten, som andre kommuner kan og bør tage ved lære af.”

Evalueringen viser, at et styrket fokus hjælper den enkelte borger. Særligt når der tænkes helhedsorienteret og tværfagligt. Selvom de fire kommuner har afprøvet forskellige metoder og prioriteret forskelligt, er der i alle projekterne skabt positive erfaringer og forløb.

Projekterne har blandt andet klædt sundhedspersoner på til at snakke med borgerne om ønsker til den sidste tid.

Godt halvdelen af de borgere, der indgik i spørgeskemaundersøgelsen, døde hjemme (eget hjem/plejebolig), hvilket er en indikation på, at indsatserne har virket efter hensigten.

Regeringen øremærker midler til værdig død

For regeringen er det vigtigt, at den sidste del af livet er god og værdig. Det gælder også afslutningen på livet. Ældreminister Thyra Frank har sammen med Dansk Folkeparti på finansloven for 2018 øremærket 60. millioner kroner årligt i varige midler til en værdig død. Penge som tilfalder alle landets kommuner.

”Det er ofte de små ting, der kan gøre den store forskel. At få talt om døden og de ting, man eventuelt bekymrer sig om og ligeledes, at man får fortalt, hvor man gerne vil dø, og om man gerne vil have nogen omkring sig, samt hvordan man ønsker sin begravelse. Det vil også kunne være en lettelse for de pårørende, den dag, de mister en, de holder af, at dette sker efter den afdødes ønske. Vi har givet penge til at styrke det her fokus, og de fire kommuners erfaringer kan forhåbentlig tjene som inspiration. Det ville være smukt”, siger Thyra Frank.

Baggrund:

Med satspuljeaftalen for 2015-2018 var satspuljepartierne enige om at afsætte en pulje på 14 mio. kr. til projekter, der kunne styrke den palliative indsats i kommunerne.
Formålet med puljen var bl.a. at fremme en tidlig afklaring og forventningsafstemning af, hvor den enkelte borger med livstruende sygdom ønsker at dø. At udvikle sammenhængende, tværfaglige forløb og at optimere medarbejdernes kompetencer på området.