Ministre og topledere holder topmøde om nationale mål

20-09-2018

Fem ministre mødes i morgen med repræsentanter for kommuner, regioner, fagbevægelsen og bruger- oginteresseorganisationer for at drøfte de nationale mål for udviklingen af den offentlige sektor.

Hvordan skaber vi i fællesskab en offentlig sektor, der leverer sammenhængende velfærd af højeste kvalitet?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for et topmøde 21. september. Her mødes repræsentanter for KL, Danske Regioner, LO, FTF, DI, DE og andre samfundsaktører med innovationsminister Sophie Løhde, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, børne- og socialminister Mai Mercado, sundhedsminister Ellen Trane Nørby og undervisningsminister Merete Riisager for at drøfte de nationale
mål for udviklingen af den offentlige sektor.


Målene er blevet til på baggrund af input fra blandt andre kommuner, regioner og organisationer som led i arbejdet med regeringens sammenhængsreform. De skal fungere som pejlemærker for udviklingen af  den offentlige sektor i de kommende år.

Og innovationsministeren håber, at der blandt de fremmødte vil være opbakning til arbejdet med de nationale mål:

Vi har et af verdens allerbedste samfund med en tryg og god velfærd. Det betyder ikke, at alt er perfekt. Der er masser af steder, hvor vi kan gøre det bedre, og det skal regeringens sammenhængsreform være med til. Den skal skabe bedre velfærd – både for borgere og alle de medarbejdere, som hver dag går på arbejde på vores sygehuse, skoler, dagtilbud, plejehjem og alle de andre offentlige arbejdspladser.

- Sophie Løhde 

Innovationsminister Sophie Løhde fortsætter:

Med regeringens reformarbejde kan vi nå et stykke af vejen. Men hvis det for alvor skal lykkes at løfte kvaliteten i vores velfærd, så skal alle trække i samme retning. Selvom vi ikke altid ser ens på alting, er jeg overbevist om, at der er mere, der samler os, end som skiller os ad. Jeg glæder mig derfor til at mødes med alle de aktører, der brænder for at udvikle vores velfærdssamfund, og med afsæt i de fire nationale mål drøfte udviklingen af den offentlige sektor i de kommende år.

- Sophie Løhde 

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

Vi skal gøre op med overflødigt bureaukrati. Der skal bruges mindre tid på administration og mere tid på kerneopgaven. De bøvlede regler, der spænder ben for de offentlige ansatte i hverdagen, skal væk. Derfor har regeringen et mål om at fjerne administrative byrder og regler for fire mia. kr. – i samarbejde med kommuner og regioner. Og udgifterne til administration i det offentlige skal falde.

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Når man har brug for hjælp fra det offentlige, skal man opleve, at det er en sammenhængende offentlig sektor, som tager hånd om de behov, man har. Vi skal væk fra, at nogle borgere oplever at skulle koordinere deres egen sag eller bære oplysninger rundt fra den ene myndighed til den anden. Det handler grundlæggende om, at vi skal have velfærdsområderne til at spille bedre sammen, så det er let og tilgængeligt at få god og koordineret hjælp. Derfor er jeg glad for, at regeringen sammen med aktørerne på området drøfter, hvordan vi kan skabe mere sammenhæng i den offentlige sektor.

- Mai Mercado

 

Fakta om de nationale mål for udviklingen af den offentlige sektor

Regeringen har som led i arbejdet med Sammenhængsreformen opstillet fire nationale mål, der skal sætte en samlet retning for udviklingen af den offentlige sektor i de kommende år:

1. Borgerne skal mødes af en sammenhængende offentlig sektor
2. Mere frihed og tid til velfærd
3. Danmark skal have en offentlig sektor, der sikrer velfærd af højeste kvalitet
4. Attraktive offentlige arbejdspladser med tillid til fagligheden og borgeren i centrum

Hvert enkelt mål suppleres af underliggende indikatorer, der skal gøre det muligt at følge op på, om målene realiseres.

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationsmedarbejder Cecilie Rex Selmer, crs@oim.dk, tlf. 72 28 24 17