Ny kampagne skal bryde tabu om inkontinens

19-03-2018

En informationskampagne finansieret af satspuljemidler skal gøre op med tabu blandt mindst 300.000 danskere med inkontinens.

Mindst 300.000 danskere har problemer med urin- og afføringsinkontinens ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ”Inkontinensbehandling i Danmark” fra 2001.

Alligevel taler de færreste om det – heller ikke med deres læge. Nu skal en ny kampagne finansieret af satspuljemidler gøre op med tabuet og informere danskerne om behandlingsmulighederne.

Ældreminister Thyra Frank siger:

Vi ved, at risikoen for inkontinens stiger med alderen. Så jeg håber, at kampagnen kan være med til at få flere ældre i behandling, så de ikke ender med at gå alene med problemet og måske blive ensomme og få en dårligere livskvalitet.

Undersøgelser viser, at inkontinens kan føre til isolation, depression, nedsat livslyst og nedsat livskvalitet, hvis der ikke bliver taget hånd om problemet.

Satspuljepartierne afsatte helt konkret en million kroner til, at Kontinensforeningen kunne sætte gang i kampagnen, som starter ud som en busreklame med teksten: Nåede du bussen uden læk i trussen? Ellers søg hjælp 

Pressehenvendelser
(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
Sundhedsministeriet