Demenssygeplejerske fra Aalborg vinder Demensprisen 2018

07-05-2018

Ældreminister Thyra Frank og sundhedsminister Ellen Trane Nørby overrækker i dag Demensprisen 2018 til demenssygeplejerske Nina Kjær Jensen fra Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune.

Personlig involvering, stor faglig indsigt og udgangspunkt i den enkelte borgers liv. Det er bare nogle få af de ord, Ninas leder bruger, når hun skal beskrive Ninas tilgang til arbejdet med mennesker med demens og deres pårørende. Nina Kjær Jensen er demenssygeplejerske på Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune, og her gør hun hver dag på mange forskellige måder livet lidt nemmere for demensramte borgere og deres nære.

Det var sundhedsminister Ellen Trane Nørby, der ringede til Nina og fortalte hende, at hun havde vundet Årets Demenspris, og sundhedsministeren er glad for at prisen i år går til en medarbejder, der med sin indsats er med til at sikre sammenhæng på tværs af faggrænser. Sundhedsministeren siger:

Der er ingen tvivl om, at juryen også i år har været på hårdt arbejde, og at mange har fortjent prisen. Men en medarbejder som Nina er jo nærmest indbegrebet af den bredde og spændvidde i demensplejen, vi hylder med Demensprisen.

Nina beskrives i indstillingen som en stor inspirationskilde både for andre demenssygeplejersker og for personalet på kommunens daghjem, plejehjem og i hjemmeplejen. Hun er bl.a. medinitiativtager til ”Huskedagen”, hvor der en lørdag i september hvert år sættes fokus på demens i Aalborg. Hun er også initiativtager til pårørendegrupper, der både har en fagperson og en folkekirkepræst tilknyttet. Kombinationen har vist sig at dække mange behov, fordi præster kan noget særligt, når livet gør ondt, mens fagpersoner kan svare på konkrete spørgsmål om demens.

Ældreminister Thyra Frank glæder sig også over at kunne uddele prisen til Nina i dag:

Jeg ved, at Ninas motto er: Alene kan jeg noget, men sammen kan vi langt mere. Det er et skønt motto, og der er ingen tvivl om, at Nina både fortjener prisen for sit eget gode engagement og for sin evne til at inspirere andre. Samtidig skal Videnscenter for Demens i Aalborg Kommune også have ros for at være en arbejdsplads med rammer, der skaber dedikerede medarbejdere, der har lyst til at prøve nye ting af og lære af hinanden.

Nye tal, som Nationalt Videnscenter for Demens offentliggør i dag, viser, at der er mange mennesker med demens, som ikke er blevet udredt og har fået en diagnose. Et af målene i regeringens Demenshandlingsplan er netop, at flere mennesker med demens skal udredes, så de kan få den rette hjælp og omsorg.

Ældreminister Thyra Frank siger:

Vi må forvente, at der bliver brug for, at flere medarbejdere kan støtte mennesker med demens i de kommende år. Jeg håber derfor, at Demensprisen vil inspirere nuværende medarbejdere og forhåbentlig trække nye kolleger til området.

Ud over æren modtager Nina 10.000 kr., mens hendes arbejdsplads modtager 50.000 kr. Prisen til arbejdspladsen er en generel anerkendelse af stedets evne til at sikre forhold, der giver medarbejderne mulighed for gøre en særlig indsats. Pengene skal derfor bruges på at videreudvikle det faglige og sociale fællesskab.

Demensprisen blev uddelt første gang 2017 og er et af de 23 initiativer i den nationale demenshandlingsplan, som regeringen og de øvrige satspuljepartier blev enige om i december 2016. Formået med prisen er at anerkende og hylde de mange medarbejdere, der hver dag skaber glæde, tryghed og værdighed for mennesker med demens og deres pårørende landet over. Ministeriet modtog 74 indstillinger til Demensprisen 2018 - indstillinger der tilsammen vidner om, at mange faggrupper i forening gør en kæmpe indsats på demensområdet.

Vinderen af Demensprisen 2018 er udvalgt af en jury bestående af:

  • Karen Stæhr, sektorformand i FOA
  • Dorte Steenberg, næstformand for Dansk Sygeplejeråd
  • Lone Vasegaard, formand for Demenskoordinatorerne i Danmark
  • Lisbeth Lintz, formand for Foreningen af Speciallæger, Lægeforeningen
  • Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen
  • Bjarne Hastrup, administrerende direktør i Ældre Sagen
  • Karen Tannebæk, uddannelsesleder i Nationalt Videnscenter for Demens.

Prisen bliver i dag overrakt af de to ministre på DemensDagene, der er arrangeret af Nationalt Videnscenter for Demens.

Demensprisen 2019 uddeles næste år på DemensDagene i maj.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet