Ny app skal give mobil indgang til egen læge til danskerne

08-06-2018

Det skal være nemmere at gå til lægen. Når du skal have svar på din blodprøve, have overblik over vacciner eller booke en konsultation, hvorfor så ikke klare det over mobilen?

Med den her app letter vi hverdagen – ikke mindst for de travle børnefamilier, som tit må hænge i en telefonkø eller tage fri fra arbejde for småting, ungernes eksem for eksempel. På sigt kan mange af de ting klares, ved at man sender et billede til lægen og får et svar tilbage på mobilen.

Siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby og fortsætter:

Vi ved fra Medicinkort app’en, som hver tiende dansker har downloadet, at folk tager de her løsninger til sig, og at de også forventer, at sundhedsvæsenet følger med den teknologiske udvikling.

Med app’en Min Læge får danskerne én mobil indgang til almen praksis, og flere ting bliver nu samlet ét sted og gjort nemmere at bruge. For lægeklinikkerne betyder app’en, at man kan skyde påmindelser og beskeder direkte ud til patienterne frem for ”kun” at annoncere vigtige beskeder på klinikkens hjemmeside.

App’en udvikles og finansieres af PLO og Sundheds- og Ældreministeriet i fællesskab, i et samarbejde med de otte systemhuse, der i dag leverer it-systemer til de praktiserende læger. Med i aftalen om app’en er også Danske Regioner. PLO’s formand Christian Freitag siger:

Vi har i almen praksis i mange år sikret patienterne elektronisk kommunikation med lægen via vores hjemmesider. Nu tager vi et ekstra skridt og gør denne adgang mobil. Med en app, der dækker alle 3400 praktiserende læger, udnytter vi mulighederne i en digital tidsalder, så adgangen til egen læge bliver langt mere overskuelig for vores patienter.

Det er en stor opgave at få en fælles app til at fungere på tværs af de otte forskellige it-patientsystemer, der anvendes i almen praksis, og parterne er meget bevidste om omfanget af it-projektet. Der er derfor lagt et realistisk ambitionsniveau i første version af app’en. Her vil der primært være fokus på at forny den eksisterende elektroniske kommunikation mellem læge/klinik og patient ved nu også at tilbyde en mobil adgang.

Min Læge app’en går i luften til december.

I løbet af 2019 er det ambitionen, at app’en bliver udvidet til at omfatte også andre funktioner som fx adgang til egne laboratoriedata , indsigt i egne børns vaccinationer med videre. App’en udvikles løbende i samarbejde mellem PLO og Sundheds- og Ældreministeriet med nye funktionaliteter.


Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet