Medicinsk cannabis er på programmet, når minister besøger Canada

15-01-2018

Sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, er taget til Canada for at høre om landets erfaringer med medicinsk cannabis og digitalisering i sundhedsvæsenet.

Når sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, i dag lander i Canada, er det for blandt andet at besøge en række cannabisproducenter, det canadiske sundhedsministerium og Nordamerikas første digitale hospital.

Ellen Trane Nørby siger:

Medicinsk cannabis og digitalisering er to emner, der også fylder meget hjemme i Danmark i øjeblikket, så jeg glæder mig derfor til at få en masse inspiration fra et land som Canada, der har stor erfaring med begge områder.

Canada har siden 1999 dyrket, produceret og ordineret medicinsk cannabis. Sundhedsministeren glæder dig derfor til møder med både producenter af medicinsk cannabis og en paraplyorganisation for producenterne.

Ellen Trane Nørby siger:

I Danmark efterspørger flere fagfolk mere viden og erfaringer med medicinsk cannabis, men den danske forsøgsordning er kun i sin spæde begyndelse. Derfor må vi lære af andre lande med mere viden og erfaring, end vi har på nuværende tidspunkt.

Den danske forsøgsordning trådte i kraft ved årsskiftet. Den muliggør, at flere patienter kan få medicinsk cannabis, og den åbner op for, at private aktører kan få tilladelse til at dyrke medicinsk cannabis i Danmark sideløbende med forsøgsordningen.

Ministeren skal også besøge Humber River Hospital, som er Nordamerikas første 100 procent digitale hospital:

Det bliver rigtig spændende at se, hvilke digitale løsninger Humber River Hospital har til blandt andet dele patienters sundhedsoplysninger, og hvordan de har indrettet sig digitalt.

Sundhedsministeren har netop også offentliggjort en strategi for digital sundhed i samarbejde med Danske Regioner, KL og Finansministeriet.

Under sit besøg i Canada vil ministeren også mødes med blandt andet Novo Nordisk og det canadiske sundhedsministerium, hvor emner som life science, sundhedsinnovation og diabetes vil være på programmet. Torsdag afslutter ministeren sit besøg og rejser hjem igen.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet