Den nye norske ældreminister besøger Thyra Frank og københavnsk plejehjem

06-02-2018

Ældreminister Thyra Frank har fået en ny kollega i Norge, som gerne vil høre om de danske erfaringer med en ældreminister.

Thyra Frank tager onsdag i mod den norske ældre - og folkehelseminister, Åse Michaelsen (Frp.). De to ministre holder frokostmøde og her får nordmanden mulighed for at høre om den danske ældreministers erfaringer og initiativer.

Efterfølgende besøger ministrene det københavnske plejehjem Bonderupgård, som er et profilplejehjem, der vægter livskvalitet, dyreliv og selvbestemmelse højt.

Thyra Frank siger:

Bonderupgård er et af de skønne plejehjem, jeg har besøgt og meget gerne vender tilbage til, fordi ledelse og medarbejdere gør et kæmpe arbejde for at sikre den enkelte beboers livskvalitet og ret til selv at bestemme, hvad der er vigtigt. Her er plads til de skæve typer og til at leve det liv, man altid har levet. Det er en vigtig værdi, som mange danske plejehjem heldigvis forfølger, og som jeg meget gerne vil vise min norske kollega.

Norge har fulgt Danmarks eksempel og introduceret den første ældreminister. Det skete den 17. januar, da Åse Michaelsen blev præsenteret som minister i Erna Solbergs borgerlige regering. Som et af de første officielle besøg kommer hun onsdag til Danmark.

Thyra Frank siger:

Jeg blev meget glad, da jeg hørte, at Åse Michaelsen var blevet ældreminister. Jeg ser det som et udtryk for, at Norge ligesom vi mener, der er brug for at prioritere ældreområdet højere. Jeg ser frem til at dele mine overvejelser med ældreministeren.

Norge og Danmark deler samme demografiske udfordringer, der ifølge Thyra Frank indebærer et behov for nye politiske løsninger og nye måder at anskue ældreområdet på.

Thyra Frank siger:

Som ældreminister har jeg fået mulighed for at sætte fokus på et område, hvor den demografiske udvikling betyder, at vi skal tænke nyt, og hvor det er vigtigt at styrke værdierne for det værdige ældreliv. Helt konkret afspejler det sig i finanslovsaftalen for 2018, hvor det er lykkedes at få sat tydelige ældrepolitiske aftryk med bl.a. en halv milliard årligt til bedre bemanding i ældreplejen.

Fakta om ministerbesøget:

Sted: Plejecenteret Bonderupgård, Randbølvej 61, 2720 Vanløse

Tid: Onsdag den 7. februar 2018, kl. 13.00-14.00.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet