Stort flertal indgår aftale om magtanvendelse på demensområdet

31-08-2018

Ældreminister Thyra Frank indgår aftale om at tydeliggøre servicelovens regler om magtanvendelse overfor ældre med demens.

Alle partier bortset fra Enhedslisten er med i en ny aftale, der skal bane vejen for, at personalet på landets plejehjem kan stå på mere sikker grund, når de skal yde omsorg og pleje til beboere med demens. 

Mange beboere på plejehjem er ramt af en demenssygdom, som med tiden bevirker, at de ikke længere kan tage vare på sig selv. Der kan opstå situationer, hvor den demenssyge borger modsætter sig hjælp til pleje og omsorg, og det har skabt usikkerhed hos personalet om, hvornår der er tale om anvendelse af magt og hvornår en handling kan ses som en del af omsorgen. 

Med den nye aftale om at revidere servicelovens regler om magtanvendelse på demensområdet, banes vejen for klarere regler for, hvornår der er tale om magt, og hvornår der er tale om omsorg og pleje.

Ældreminister Thyra Frank siger:

Vi ved fra et serviceeftersyn af reglerne, at der er tvivl på plejehjemmene om, hvad der er magt, og hvad der er omsorg.

Hun fortsætter:

Det er utroligt vigtigt for mig, at vi med denne aftale er med til at sikre, at nogle af de mest svækkede ældre – nemlig ældre, der er ramt af en demenssygdom – kan få den pleje og omsorg, de har behov for. Jeg synes, at vi med aftalen har fundet den rette balance mellem hensynet til borgerens selvbestemmelsesret på den ene side – og på den anden side hensynet til, at plejepersonalet kan yde en værdig pleje og omsorg til borgere, som ikke længere er i stand til at tage vare på sig selv.

Ældreministeren er også glad for, at den nye aftale sikrer, at nye tryghedsskabende velfærdsteknologier kan tages i brug i omsorgen for ældre med en demenssygdom: 

Vi har banet vejen for brug af flere teknologier end de nuværende GPS’er som en del af omsorgen for ældre med en demenssygdom.

Læs aftale om revision af reglerne om magtanvendelse på demensområdet (servicelovens kapitel 24s)  

Læs også pressemeddelelse fra Børne- og Socialministeriets: Aftale på plads om bedre regler om magtanvendelse over for voksne mennesker med psykisk handicap   

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet