Skulderklap til dansk kræftbehandling

14-03-2017

De særlige kræftpakker, som sikrer hurtig undersøgelse og behandling over hele Danmark, efterlignes nu i både Sverige og Norge. En stor anerkendelse til dansk kræftindsats, mener fungerende sundhedsminister Karen Ellemann.

Tankegangen bag de særlige danske kræftpakker, med hurtig undersøgelse og behandling, er krøbet over Øresund og Skagerak.

Norge og Sverige er nu begyndt at bruge tilsvarende kræftpakker i deres akutte indsats over for sygdommen. Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann siger:

Det er et stort skulderklap til dansk kræftbehandling, når omverdenen ser på, hvordan vi gør og beslutter at kopiere os. Det kan vi godt være stolte af på patienternes vegne, for det viser jo, at vi har fat i den rigtige ende.

Hvis en praktiserende læge får mistanke om, at en patient har kræft, bliver vedkommende henvist til et såkaldt pakkeforløb. Her er de enkelte trin for at blive undersøgt og behandlet for kræft tilrettelagt og booket med bestemte tidsfrister og indhold, så patienter med samme kræftsygdom får det samme forløb over hele landet.

Og ifølge dagbladet Politiken er både Norge og Sverige altså i gang med at indføre tilsvarende standardiserede pakkeforløb efter dansk forbillede.

De seneste monitoreringstal for kræftpakkerne viser, at i 4. kvartal 2016 blev 84 procent af kræftpakkeforløbene på landsplan gennemført inden for de anbefalede forløbstider.

Og siden den første kræftplan blev præsenteret i år 2000, har kræftbehandlingen i Danmark gjort store fremskridt, hvilket bl.a. afspejles i, at flere kræftpatienter i dag overlever en kræftsygdom.

I dag er godt 60 pct. af kræftpatienterne i live fem år efter, de har fået konstateret sygdommen. I år 2000 var det kun 48 pct. Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann siger:

Kræftpakkerne har bidraget til at give kræftbehandlingen et mærkbart løft, ved at kræftpatienter får et hurtigt og systematisk forløb. Det har givet pote at betragte kræft som en akut sygdom.

Sundhedsstyrelsen er lige nu, som aftalt i Kræftplan IV, i gang med at give kræftpakkerne et servicetjek, så de kan tage mere individuelle hensyn til patienterne og samtidig sikre en høj faglig kvalitet.

Læs ’Kræftpakker skal tilpasses patienternes behov’

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet