Sundhedsminister: Ny retningslinje skal sikre korrekt visitation

19-05-2017

Sundhedsstyrelsens nye visitationsretningslinje for fedmekirurgi skal i samspil med den nationale kliniske retningslinje sikre, at det er de rette patienter, der får en fedmeoperation.

Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag en ny faglig visitationsretningslinje for fedmekirurgi. Visitationsretningslinjen skal ses i sammenhæng med den nationale kliniske retningslinje, som Sundhedsstyrelsen udgav i januar 2017. Tilsammen skal de sætte rammerne for, hvornår en person skal vurderes mhp. at få foretaget en fedmeoperation.

Ellen Trane Nørby siger: 

Der er ikke nogen tvivl om, at der er svært overvægtige mennesker, der kan have gavn af at få en fedmeoperation, og de skal naturligvis have den hjælp, de har brug for. Jeg er glad for, at Sundhedsstyrelsen sammen med regionerne har lavet en retningslinje, der sætter nogle klare rammer op for henvisning til fedmekirurgi. At foretage fedmekirurgi er ikke altid helt uproblematisk set fra en sundhedsfaglig vinkel.

Retningslinjen beskriver dels, hvornår en person kan henvises til en vurdering mhp. en fedmeoperation, og dels hvilke forhold der skal tages i betragtning forud for tilbud om operation.

Med retningslinjen bliver den tidligere meget kritiserede aldersgrænse, såvel som BMI-grænsen på minimum 50 afskaffet, så det istedet er den faglige vurdering, der er afgørende.

Ellen Trane Nørby siger:   

Formålet med at have en visitationsretningslinje er også at sikre, at der ikke sker et skred i udviklingen, så vi pludselig ser en stor stigning i antallet af operationer. Både af sundhedsfaglige og økonomiske hensyn. Visitationsretningslinjen skal sikre, at det er de rette patienter, der bliver henvist til fedmekirurgi.

Den nye visitationsretningslinje er blevet til i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner, og den erstatter fra 1. juli 2017 den eksisterende visitationsretningslinje fra 2010.

Læs mere om visitationsretningslinjen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet