Dobbeltdonation tilladt for enlige kvinder og par

20-12-2017

Fra 1. januar er det muligt for en kvinde at få hjælp til at blive gravid ved brug af både donorsæd og donoræg, hvis der er en konkret sundhedsfaglig begrundelse. Det hidtidige forbud mod dobbeltdonation er fjernet af Folketinget.

Ufrivilligt barnløse kan få hjælp til at blive gravide ved hjælp af æg- eller sæddonation,

Men hidtil har der været forbud mod at modtage fertilitetsbehandling med både donorsæd og donoræg - også kaldet dobbeltdonation.

Det forbud har Folketinget nu fjernet ved at vedtage en ændring af loven om assisteret reproduktion, så dobbeltdonation er lovligt, når det er sundhedsfagligt begrundet.

Dermed kan et barn altså være uden biologisk tilknytning til begge sine forældre.

Konkret sundhedsfaglig begrundelse


Dobbeltdonation bliver dog ikke for alle. Der skal være en konkret sundhedsfaglig begrundelse for fertilitetsbehandling med dobbeltdonation, fordi der er sundhedsfaglige risici forbundet med behandlingen.

Dermed flugter lovændringen anbefalingerne fra et flertal i Etisk Råd.

Det vil sige, at en enlig kvinde eller et par kan få behandling i de tilfælde, hvor hverken manden eller kvinden i et partnerskab har befrugtningsdygtige kønsceller, eller hvis en enlig kvinde ikke har befrugtningsdygtige æg, eller hvis den kvinde i et forhold bestående af to kvinder, der skal bære barnet, ikke har befrugtningsdygtige æg.

En sundhedsfaglig begrundelse vil også være i de tilfælde, hvor en eller begge parter i forholdet er disponeret for arvelig sygdomme.
Lovændringen forudsætter også, at der kun gives dobbeltdonation, hvis mindst den ene af donorerne ikke er anonym, så enten ægget eller sæden stammer fra en ikke-anonym donor.

Sundhedsstyrelsen skal ikke give tilladelse til kastration


Folketinget har samtidig med tilladelsen til dobbeltdonation ændret sundhedsloven, så alle personer uanset kønsidentitet, behandles og mødes med værdighed og respekt i det danske sundhedsvæsen.

Det betyder, at der ikke længere er krav om, at Sundhedsstyrelsen skal give tilladelse til kastration som led i kønsskifte. Beslutningen om kastration overlades til patienten og den behandlende læge.

Regeringen vurderer, at den behandlende læge, sammen med patienten, bedst kan vurdere, om betingelserne for kastration er opfyldt, og om patienten kan overskue konsekvenserne af indgrebet.

 

 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet