Thyra Frank besøger Nordjylland

11-08-2017

Det bliver velkendt farvand ældreminister Thyra Frank skal bevæge sig rundt i på mandag, når ministerens gamle valgkreds er mål for en faglig studietur i Morsø, Jammerbugt, Frederikshavn og Hjørring Kommune.

Thyra Frank siger:

Jeg kender jo Nordjylland som min egen bukselomme, og jeg glæder mig meget til at besøge plejehjem og aktivitetscentre i regionen, fordi jeg ved, at ældreplejen i Nordjylland er højt prioriteret. Jeg skal bl.a. høre om værdighed i ældreplejen, madordninger og afbureaukratisering. Emner som står højt på min dagsorden.

Ministeren lægger ud med at besøge Rolstruplund Plejecenter, der først på sommeren blev omdrejningspunkt i en mediestorm, der udsprang af, at Fødevarestyrelsen fjernede stedets katte, der skabte ro og trivsel blandt de ældre. Thyra Frank krævede dengang kattene tilbage på plejehjemmet – Fødevareministeren gik ind i sagen, og siden er Mis flyttet ind. Snart følger et kuld killinger.

Thyra Frank siger:    

Det er jeg glad for at høre! Jeg er af den mening, at man sagtens kan få det til at fungere med katte og andre dyr på plejehjem. Mange ældre har haft dyr hele deres liv, og de kan være med til at skabe livskvalitet, ro og glæde. Så selvfølgelig skal fødevareregler ikke skubbe kattene ud. Det glæder mig vitterligt at høre, at Rolstruplund Plejecenter igen har fået katte.

I Pandrup spiser Ældreministeren frokost sammen med beboerne, pårørende og medarbejdere og hører blandt andet om madordningen og aktivitetstilbuddene på plejehjemmet. I Frederikshavn fortælles der om ”Cykling uden alder”, som Ældresagen står for, og i Hirtshals er der bl.a introduktion til træning og rehabiliterings indsatsten.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet