22,5 mio. kr. til forebyggelse af narkotikadødsfald

13-10-2016

Fire kommuner får penge til stofindtagelsesrum, mens syv kommuner og én NGO tildeles midler til at udlevere modgiften naloxon til behandling af overdosis. Begge initiativer skal være med til at forebygge narkotikarelaterede dødsfald.

245 mennesker mistede ifølge Rigspolitiet sidste år livet på grund af stoffer. Det er et fald i forhold til året før, hvor der blev registreret 263 narkotikarelaterede dødsfald.

En række kommuner får nu støtte til initiativer, der kan være med til at forhindre, at flere mennesker skal miste livet på grund af stofmisbrug.

Sundhedsminister Sophie Løhde sender således 15 mio. kr. afsted til fire kommuner som medfinansiering af stofindtagelsesrum, hvor mennesker med stofmisbrug i sikre og hygiejniske omgivelser kan tage deres stoffer, og samtidig får syv kommuner og én NGO til sammen 7,5 mio. kr. i støtte til udlevering af modgiften naloxon, der kan forhindre dødsfald eller andre alvorlige konsekvenser ved en overdosis af stoffer. Ssundhedsminister Sophie Løhde siger: 

Det er positivt, at der er sket et fald i antallet af dødsfald blandt mennesker med misbrug. Men stofmisbrug er stadig skyld i for mange dødsfald hvert år, så det er vigtigt, at vi forsørger at fastholde udviklingen, så færre dør.

Siger Sophie Løhde og tilføjer:

Jeg så selvfølgelig helst, at vi kunne hjælpe alle dem, der lever med et alvorligt stofmisbrug, ud af misbruget. Men for dem, der allerhårdest ramt, er dét ofte ikke lige inden for rækkevidde. Her kan initiativer som eksempelvis stofindtagelsesrum gøre en positiv forskel, fordi det giver dem et sted at gå hen, hvor de kan tage deres stoffer i sikre og hygiejniske omgivelser og uden at genere omgivelserne.

Der findes i dag stofindtagelsesrum i København, Aarhus og Odense, mens Vejle i øjeblikket er i gang med at etablere et. Og det er netop de fire kommuner, der skal dele de 15 mio. kr., som i 2017 fungerer som statslig medfinansiering.

Siden 2012, hvor det blev muligt for kommunerne at etablere stofindtagelsesrum, har staten givet en økonomisk håndsrækning til de kommuner, der har ønsket at etablere rum, men på sigt skal kommunerne gradvist overtage den fulde finansiering.

Modgift mod overdosis

Den anden pulje, der nu bliver udmøntet, går til undervisning i behandling af overdoser med modgiften naloxon og til udlevering af naloxon til dem, der har modtaget undervisningen. Målgruppen for naloxon-projekterne er både mennesker med et stofmisbrug, deres pårørende og andre, der som f.eks. politibetjente og personale på bl.a. kommunale misbrugscentre, herberger og væresteder er i kontakt med stofmisbrugsmiljøet. Sophie Løhde siger: 

Det kan redde et liv, hvis den rette hjælp er ved hånden, når et menneske får en overdosis. Så ved at udlevere naloxon til nogle af de mennesker, der selv lever med risikoen for overdosis og forgiftninger, og andre, der er tæt på dem, giver vi mulighed for at der kan reageres hurtigt og effektivt, hvis uheldet er ude.

En række kommuner har allerede med succes haft lignende projekter, der involverede undervisning af personer med et stofmisbrug, deres pårørende og folk i stofmisbrugsmiljøet i genoplivning og brugen af modgiften naloxon. Det gælder København, Aarhus, Odense og Glostrup Kommuner, og nu bliver erfaringerne så udbredt til fire nye kommuner, nemlig Sønderborg, Svendborg, Esbjerg og Kolding samt NGO’en Antidote Danmark.

Pulje til statslig medfinansiering af stofindtagelsesrum i 2017:

Sidste år blev der med finansloven afsat 10 mio. kr. samt yderligere 25 mio. kr. i satspuljeaftalen til statslig medfinansiering af stofindtagelsesrum. Af de i alt 35 mio. kr. blev 20 mio. kr. anvendt i 2016, mens de 15 mio. kr. skal anvendes i 2017.

Puljen fordeles sådan:

  • Københavns Kommune: 10.999.344 kr.
  • Aarhus Kommune: 1.911.256 kr.
  • Odense Kommune: 1.024.400 kr.
  • Vejle Kommune: 1.065.000 kr.
  • I alt: 15 mio. kr.

Pulje til forebyggelse af narkotikadødsfald ved brug af modgiften naloxon:

Pengene blev afsat med sidste års satspuljeaftale, hvor partierne valgte at prioritere i alt otte mio. kr. til projektet i perioden 2016-2018. De første 0,5 mio. kr. blev udmøntet allerede i marts i år, og de resterende 7,5 mio. kr. udmøntes således nu.

Puljen fordeles sådan:

  • Aarhus Kommune: 326.060 kr.
  • Antidote Danmark: 1.633.590 kr.
  • Esbjerg Kommune: 528.042 kr.
  • Kolding Kommune: 433.493 kr.
  • Københavns Kommune (som projektkommune): 821.545 kr.
  • Københavns Kommune (som koordinerende kommune): 2.066.896 kr.
  • Odense Kommune: 999.300 kr.
  • Svendborg Kommune: 390.463 kr.Sønderborg Kommune: 300.611 kr.
  • I alt: 7,5 mio. kr.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet