Sundhedsminister åbner ny akutmodtagelse i Esbjerg

13-05-2016

Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg slår i dag officielt dørene op for en ny fælles akutmodtagelse, der skal løfte kvaliteten i behandlingen af patienter, som er kommet til skade eller er akut syge. Sundhedsminister Sophie Løhde lægger vejen forbi og deltager sammen med blandt andre regionsrådsformand Stephanie Lose i indvielsen.

Hjørnestenen i den nye måde at drive sygehuse på. Sådan er de fælles akutmodtagelser blevet karakteriseret. Det ligger da også fast, at de fælles akutmodtagelser er et centralt element i den igangværende modernisering af sygehusvæsnet. Og frem mod 2020 vil regionerne etablere 21 fælles akutmodtagelser på nye og eksisterende sygehuse fordelt rundt om i landet. Fire af dem vil ligge i Region Syddanmark, som den 13. maj 2016, indvier en ny fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus.

 På sygehuset i Esbjerg vil den fælles akutmodtagelse både fungere som skadestue, lægevagt og fælles modtagelse for afdelingerne og have senge- og observationspladser patienterne. Målet er, at akutmodtagelsen fremover skal færdigbehandle 70 pct. af de akut indlagte patienter.

 Og sundhedsminister Sophie Løhde ser frem til at se den nye akutmodtagelse, der bl.a. skal sikre, at patienterne bliver hurtigt udredt og behandlet på alle tider af døgnet:

Akutmodtagelserne spiller en nøglerolle på sygehusene. Det er her, patienter med akut brug for hjælp møder læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner, som 24 timer i døgnet kan tage hånd om dem og sørge for, at de bliver undersøgt, plejet og behandlet og visiteret til de rigtige afdelinger, hvis der er behov for yderligere sygehusbehandling.

Siger Sophie Løhde og fortsætter:

Vi skal sikre, at patienter, der pludselig er blevet syge eller er kommet til skade, hurtigt kan blive udredt og få en behandling af høj kvalitet på sygehusene. Og det kan akutmodtagelserne være med til at sikre, fordi man her har det rette udstyr og har samlet specialister fra forskellige lægespecialer og faggrupper, der tilser patienterne og hurtigt kan vurdere, hvordan man bedst hjælper dem. På den måde kan man mange gange afslutte behandlingen allerede i akutmodtagelsen og skabe bedre sammenhæng i patienternes forløb. Jeg glæder mig til at se de nye fysiske rammer i Esbjerg og høre mere om, hvordan arbejdet er organiseret.

 

Fakta om fælles akutmodtagelser på sygehusene:

Akutmodtagelserne er et omdrejningspunkt i moderniseringen af sygehusvæsnet og et væsentligt element i kvalitetsfondsinvesteringerne på mere end 47 mia. kr. (2016-priser) i en ny sygehusstruktur.

Etableringen af akutmodtagelserne, der har til formål at sikre akutte patienter ensartet, høj kvalitet døgnet rundt i alle dele af landet, baserer sig på Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en styrket akutstruktur fra 2007.

Der er etableret 21 fælles akutfunktioner på landsplan: Tre i Region Nordjylland, fire i Region Syddanmark og Region Sjælland og fem i Region Hovedstaden og Region Midtjylland.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet