Nye analyser: Større fokus på udbud og spild kan dæmpe udgifterne til sygehusmedicin

27-05-2016

Det er lykkedes regionerne at opnå store besparelser på indkøb af sygehusmedicin og minimere medicinspild. Det fremgår af en række nye analyser, som Sundhedsministeriet og Danske Regioner offentliggør i dag. Sundhedsministeren opfordrer regionerne til at lade sig inspirere af analyserne i deres fortsatte arbejde med at dæmpe udgifterne til sygehusmedicin.

Sygehusene er i det store hele gode til både at indkøbe medicin og minimere spild.
 
Ifølge en analyse udarbejdet af konsulentfirmaet KPMG foregår sygehusenes medicinindkøb i dag på en effektiv måde, og regionerne opnår gennem fælles udbud hvert år markante besparelser på indkøb af sygehusmedicin. Men analyserne indikerer også, at der er et potentiale i det fortsatte arbejde med at dæmpe udgifterne til sygehusmedicin.
 
En anden rapport af konsulentfirmaet Implement vurderer styringen af medicinanvendelsen på sygehusene. Rapporten lægger bl.a. op til, at bedre data for anvendelsen af medicin kan bidrage til styringen af medicinområdet og nedbringe spild. 

Sundhedsminister Sophie Løhde finder analyserne interessante og opfordrer regionerne til at lade sig inspirere af analyseresultaterne i det fremadrettede arbejde med at dæmpe væksten i udgifter til sygehusmedicin:

Udgifterne til sygehusmedicin er en udfordring, og derfor er jeg tilfreds med, at vi tidligere i år har indgået den bedste prisloftaftale nogensinde, der giver billigere priser på sygehusmedicin. Prisaftalen med Lægemiddelindustriforeningen kan være til at dæmpe udgifterne og sikre, at patienterne også fremover har adgang til ny medicin. Men vi skal holde fokus på området, og analyserne giver et godt afsæt for det videre arbejde i regionerne og på de enkelte sygehuse med at tøjle udgifterne til sygehusmedicin.

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, er glad for, at der er fokus på området siger:

Vi har allerede stort fokus på at styre økonomien, og det er da dejligt, at rapporterne bekræfter det. Rapporterne kommer dog også med en række anbefalinger til initiativer. Nogle af disse initiativer har vi allerede iværksat, bl.a. med Medicinrådet og et it-projekt, der skal sikre bedre medicindata. Men der er bestemt også andre anbefalinger, vi nu vil undersøge nærmere.

Analyserne af sygehusenes indkøb af medicin og opfølgning på medicinanvendelse og spild er udarbejdet af henholdsvis KPMG i samarbejde med AMGROS, Danske Regioner og de fem regioner samt konsulentfirmaet Implement Consulting Group.

Læs 'Analyse af styring af medicinanvendelse p (å danske sygehuse'

Læs 'Eksterne analyse af AMGROS’ lægemiddelindkøb' 

Udover de to førnævnte analyser offentliggøres også fire andre medicinanalyser og en sammenfattende rapport, der samler op på analysernes hovedresultater og indeholder anbefalinger for det videre arbejde på området for sygehusmedicin.

Det drejer sig om en analyse af reguleringen på sygehusmedicinområdet i seks europæiske lande, en analyse af, hvordan patienter inddrages i lægemiddelbehandlingen, en analyse af økonomistyringen af sygehusmedicin og en analyse, der beskriver danske og udvalgte europæiske landes priser på sygehusmedicin.

Læs 'Regulering af sygehusmedicin med udgangspunkt i omkostning og effekt'  – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) 

Læs 'Patientinddragelse i lægemiddelbehandling'  – Videncenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsnet (ViBIS)

Læs 'Analyse af priser på sygehusmedicin i fem lande'  – COWI

Læs 'Økonomistyringen af sygehusmedicin' – Arbejdsgruppe bestående Danske Regioner (formand), Sundhed- og Ældreministeriet, Finansministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet

Læs 'Sammenfattende rapport over sygehusmedicin og styregruppens anbefalinger' 

Fakta om medicinanalyserne

Regeringen og Danske Regioner blev i forlængelse af økonomiaftalen 2016 enige om at gennemføre en række analyser af sygehusmedicin.

Analyserne består af i alt fire analysespor:

  1. Monitorering af anbefalinger og sporing
  2. Økonomistyring vedr. sygehusmedicin
  3. Indkøb af lægemidler
  4. Prioritering på patientens præmisser 

Analysearbejdet har været forankret i en styregruppe bestående af Sundheds- og Ældreministeriet (formand), Erhvervs- og Vækstministeriet, Finansministeriet og Danske Regioner.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet