Sundhedsstyrelsen skal indhente flere informationer om psykiaters medicinudskrivninger

25-02-2015

Sundhedsminister Nick Hækkerup har i dag bedt Sundhedsstyrelsen indhente flere oplysninger fra Statens Serum Institut om den vestjyske psykiaters medicinudskrivninger til tidligere patienter.

Sundhedsudvalget har fået oplyst, at Sundhedsstyrelsen ikke ligger inde med informationer om psykiaterens medicinudskrivninger, der er ældre end 12 måneder, og det er korrekt. Men alt skal frem i den her sag, og derfor har jeg i dag bedt Sundhedsstyrelsen tage kontakt til Statens Serum Institut for at få udleveret flere informationer om den medicin, psykiateren har udskrevet til sine patienter.

Sådan siger Sundhedsminister Nick Hækkerup, der i dag har meddelt Sundhedsstyrelsen, at styrelsen skal indhente flere informationer fra Lægemiddelstatistikregistret om den medicin, som patienter har indløst på recepter, der er udskrevet af den omtalte vestjyske psykiater.

Oplysningerne om receptindløsningerne af afhængighedsskabende og antipsykotisk medicin skal bl.a. give indblik i, hvor mange tidligere patienter, der i årene fra 2004, hvor Sundhedsstyrelsen første gang fik indberetninger om psykiateren, og frem til i dag, evt. har fået udskrevet for store doser og forkerte blandinger af medicin. Nick Hækkerup siger:

Den her sag er meget alvorlig. Patienter har eksempelvis fået forkerte diagnoser og fået udskrevet store doser medicin. Derfor er det også vigtigt, at vi kommer til bunds i sagen. Vi skal vide, hvad der er forgået.

Fakta: Sådan kan Sundhedsstyrelsen kontrollere medicinudskrivninger

Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med blandt andre lægers og andre sundhedspersoners faglige virke og egnethed.

Som en del af tilsynsarbejdet følger Sundhedsstyrelsen også lægers og tandlægers ordinationer af udvalgte lægemidler, så styrelsen kan gribe ind over sundhedspersoner, der udskriver for store mængder afhængighedsskabende og antipsykotisk medicin til sine patienter.

Oplysningerne om receptindløsningerne fra Lægemiddelstatistikregistret i Statens Serum Institut må i medfør af Datatilsynets tilladelse til Sundhedsstyrelsen højest opbevares i 12 måneder i styrelsens eget it-system. Derfor kan Sundhedsstyrelsen som udgangspunkt udelukkende kontrollere, hvilken medicin der er afhentet af patienter på apoteker, inden for det seneste år.

Ifølge lov om apoteksvirksomhed kan Sundhedsstyrelsen imidlertid bede Statens Serum Institut videregive flere oplysninger om ordination af afhængighedsskabende og antipsykotiske lægemidler for at kunne vurdere konkrete lægers ordinationer.

 

 
 

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet