Sundhedsminister: Nye udredningstal skuffer

11-12-2015

Knap 6 ud af 10 patienter, der henvises til sygehusene, bliver udredt inden for 30 dage. Og 7 ud af 10 får en udredningsplan til tiden. Det viser regionernes seneste kvartalstal, der offentliggøres i dag. Sundhedsministeren kalder tallene for 'skuffende'.

Status quo. Sådan kan man kort beskrive udviklingen i antallet af henviste patienter, der bliver udredt inden for 30 dage på sygehusene.
 
Ifølge nye tal fra de fem regioner var det i 3. kvartal 2015 på landsplan 57 procent af de henviste patienter, som fik at vide, hvad de fejler inden for 30 dage. Det er præcis den samme andel, som i det foregående kvartal.
 
Samtidig er der sket et mindre fald i antallet af registrerede udredningsforløb, så i praksis bliver færre patienter hurtig udredt. Hvor der i 2. kvartal blev registreret ca. 102.000 udredningsforløb, var antallet af registrerede forløb i 3. kvartal ca. 94.000.
 
Sundhedsminister Sophie Løhde er ikke imponeret over de seneste udredningstal. Hun udtaler:

Der kan være mange grunde til, at patienter ikke kan få at vide, hvad de fejler inden for 30 dage, men jeg er ikke synderligt imponeret over, at det kun er cirka 60 procent, som bliver udredt hurtigt på sygehusene. Og det er skuffende, at udredningstallene ikke er steget, siden den første måling blev offentliggjort sidste år.


Tallene viser også, at mange af de patienter, som det af faglige grunde ikke er muligt at udrede inden for 30 dage, for sent får udleveret en plan for deres videre udredningsforløb.
 
I 3. kvartal 2015 var det således ca. 70 pct. af de udleverede forløbsplaner, der blev givet til tiden. Til sammenligning var det i 2. kvartal 2014 87 pct. og i 2. kvartal 2015 72 procent, som fik en udredningsplan rettidigt.

På patienternes vegne kan jeg ikke være tilfreds med, at der ikke er flere patienter, som bliver udredt til tiden, og at omkring 30 procent ikke får en plan for deres udredningsforløb inden for 30 dage, som de ellers har krav på.

Siger Sophie Løhde og fortsætter:

For mig at se viser tallene med al tydelighed, at den tidligere regerings udredningsret ikke fungerer. Regionerne peger selv på, at det bl.a. skyldes manglende kapacitet, og derfor har vi i regeringen også sat et større millionbeløb af på finansloven til, at regionerne kan opbygge den fornødne kapacitet på sygehusene og investere dér, hvor det halter.


I begyndelsen af det nye år vil ministeren desuden fremsætte et lovforslag, der vil give patienterne en reel ret til hurtig udredning. Med lovforslaget vil patienter, der er henvist til et sygehus, få ret til at blive undersøgt på et privathospital, hvis det offentlige ikke har kapacitet til at udrede patienten inden for 30 dage.

Læs 'Evaluering af udredningsretten' 

Fakta om udredningstallene for 3. kvartal 2015

Andel udredningsforløb gennemført inden for 30 dage: 57 pct.
Andele udleverede forløbsplaner inden for 30 dage: 70 pct.

  • 3. kvartal 2015: 57 pct. – ca. 94.000 udredningsforløb
  • 2. kvartal 2015: 57 pct. – ca. 102.000 udredningsforløb
  • 1. kvartal 2015: 60 pct. – ca. 103.000 udredningsforløb
  • 4. kvartal 2014: 63 pct. – ca. 99.000 udredningsforløb
  • 3. kvartal 2014: 60 pct. – ca. 77.000 udredningsforløb
  • 2. kvartal 2014: 65 pct. – ca. 54.000 udredningsforløb

Faktaark: Hurtig udredning og behandling til tiden, 3. kvartal 2015  

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet