Myndigheder skal samarbejde tættere om mennesker med psykiske vanskeligheder

28-08-2015

Nyt initiativ skal gøre kommuner og regioner bedre til at koordinere indsatsen og sætte borgeren i centrum, når mennesker med psykiske lidelser skal have hjælp.

Når psykisk sårbare mennesker møder det offentlige system, skal sagsbehandlere, psykiatere, privatpraktiserende læger og andre professionelle blive bedre til at tale sammen og sikre, at borgerens ønsker og behov bliver sat i centrum. Det er formålet, når Social- og Indenrigsministeriet sammen med Sundheds- og Ældreministeriet i dag offentliggør en pulje til udvikling af forløbsprogrammer til mennesker med psykiske lidelser.

Mennesker med psykiske vanskeligheder vil ofte modtage støtte og behandling fra både regionen og flere forvaltninger i kommunen, og nogle har også andre sociale problemer ved siden af deres lidelse. Et forløbsprogram er en detaljeret plan for, hvordan sagsbehandlere og professionelle på tværs af region og kommune skal samarbejde om og med borgere med særligt komplekse problemer.

Social- og Indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Som borger kan man nogle gange føle, at de offentlige systemer har svært ved at tale sammen, når man skal have hjælp. Og det bliver ikke mindre frustrerende, hvis man også har en psykisk lidelse. Jeg håber, at dette initiativ kan vise vejen for, hvordan man i det offentlige for alvor kan sætte borgeren i centrum for indsatsen og sikre, at alle i systemet trækker i samme retning. Jeg har en ambition om, at vi skal fokusere på løsninger og redskaber, som, vi ved, virker. Og vi ved fra forskningen, at en integreret indsats for psykisk syge, hvor et samlet hold professionelle arbejder sammen om borgeren, giver de bedste resultater for den enkelte. Derfor er jeg glad for, at vi med det her projekt kan skubbe socialområdet et lille skridt i den rigtige retning.

Inspirationen til forløbsprogrammerne inden for psykiatriområdet kommer fra sundhedssektoren, hvor man i flere år har arbejdet med at udvikle forløbsprogrammer for særlige målgrupper. Et vigtigt element i programmerne er, at der arbejdes efter samme mål og retning, og at der skal følges systematisk op, når en borger eksempelvis udskrives fra hospitalet.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde siger:

Jeg er glad for, at vi med initiativet giver myndighederne et redskab til at få samarbejdet til at gå bedre op, for det skaber tryghed for borgeren at opleve sammenhængende forløb. Netop tryghed er en af grundstenene, hvis man skal komme sig over en psykisk lidelse. Og derfor er vi nødt til at sikre, at borgere med psykiske lidelser ikke får en oplevelse af, at systemerne slår knuder, når de eksempelvis skal hjælpes i gang igen efter en sygehusindlæggelse. Der skal være enighed om retningen, hvis borgerne skal opleve et succesfuldt forløb.

Den nye ansøgningspulje er den første af i alt to puljer og består af 5,9 mio. kr. til udarbejdelse af forløbsprogrammer for mennesker med psykiske lidelser. Den anden ansøgningspulje på 5,9 mio. kr. forventes offentliggjort i 2016. Forløbsprogrammerne skal udarbejdes i et samarbejde mellem en region og én eller flere kommuner og tager udgangspunkt i en såkaldt generisk model, som kommuner og regioner kan bruge til at planlægge forløb for borgeren.

Pressehenvendelser til Sundhedsministeriet

Pressehenvendelser
Titel(pressetelefon modtager IKKE SMS'er)
KontorSundhedsministeriet