Vestager sætter ni kommuner fri fra bøvlede statslige regler

10-04-2012

Når frikommuneloven træder i kraft til sommer, gælder andre regler for de ni frikommuner end for landets øvrige kommuner, og 21 nye frikommuneforsøg kan gå i gang. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har netop sendt lovforslag om frikommuner i høring.

Den nationale udbudsgrænse på 500.000 kroner bliver ophævet. Pædagoger kan undervise i samarbejde med lærere efter 3. klasse, og lærere fra ungdomsuddannelser og håndværkere får mulighed for at undervise i folkeskolens ældste klasser.

Byggetilladelser kan gives hurtigere, fordi der bliver indført kortere høringsfrister ved mindre ændringer af lokalplaner. Samtidig hæves grænsen for, hvornår der skal udarbejdes lokalplaner.

Og der bliver frihed til at lade være med at sende visse opgaver i udbud. I stedet er der mulighed for at tilbyde den leverandør, der gav det bedste bud ved seneste udbudsrunde, også at løse den nye opgave.

Det er bare nogle af eksemplerne på, hvor de ni frikommuner som forsøg får lov til noget, alle andre kommuner ikke må.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager vil gøre op med bøvlede statslige regler. Hun har netop sendt lovforslag om frikommuner i høring.

Vi skal bruge vores bedste eksperter til at modernisere den offentlige sektor - og når det kommer til at løse kommunale velfærdsopgaver, er eksperterne de fagmedarbejdere, som arbejder til daglig i kommunerne. F.eks. gør det indtryk på mig, hvis høringsfristerne for selv mindre ændringer i lokalplanerne er til så meget besvær, at nogle projekter bliver droppet, fordi der går for lang tid med at give en byggetilladelse. Og det lyder som om, det giver god mening, at skolerne får et fagligt set bredere sammensat miljø, hvor eleverne f.eks. oplever en mere glidende overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Vi får ikke flere penge til vores velfærd, så øvelsen er at skabe mere eller bedre velfærd for de samme penge. Jeg håber, vi får nogle gode erfaringer, som vi kan brede ud til alle kommuner, når frikommuneforsøget er afsluttet og evalueret.

- Margrethe Vestager

Frikommuneforsøget startede 1. januar i år og varer til udgangen af 2015. Frikommunerne kan søge om at lave flere forsøg frem til 1. november 2012. De kan også kopiere andre frikommuners forsøg, når forsøgene én gang er godkendt.

Frikommuneloven forventes at træde i kraft 1. juli 2012, der markerer starten på frikommuneforsøgets anden fase. Her imødekommes yderligere 39 af frikommunernes forsøgsforslag:

  • 21 forsøg indgår i udkastet til forslag til lov om frikommuner, fordi de kræver lovændring.
  • 6 forsøg imødekommes efter gældende forsøgsbestemmelser i lovgivningen.
  • 9 forslag er/bliver imødekommet ved generel forenkling.
  • 3 forslag er mulige inden for de gældende regler.

I forvejen er 51 forskellige forsøgsforslag godkendt i frikommuneforsøgets første fase fra 1. januar i år.