Sundhedsminister i en coronatid

18-03-2022

Det er kun 2 år. Føles som 10 år.  

I forgårs mødte jeg en journalist. Interviewet handlede om noget helt andet, men da vi var færdige, kiggede hun mig ind i øjnene og spurgte:

 - Hvordan har det egentlig været at være sundhedsminister de sidste par år? 

Jeg prøvede efter bedste evne at forklare hende om alt det, vi har været igennem som nation set fra min plads i sundhedsministeriet. Om søvnløse nætter, om uvished, om ærgrelser og fejl, der skulle rettes op og om de ting, der også lykkedes. Og om en epidemi, der blev ved og ved med at komme igen i nye varianter, nye udfordringer.

Som en vanvittig og nogen gange mareridtsagtig rutschebanetur, der blev ved og ved med at slynge sig i nye sving, nye halsbrækkende op- og nedture. 

Jeg tænkte på alle de ting, vi har været igennem som nation. Afsavn. Sygdom. Beskyttelse af vores sårbare. Svære beslutninger og stor uvished.
 
Og jeg tænkte på, da jeg stod op tidlig morgen for to år siden. Det første, der slog mig, var stilheden. Det var morgenen efter vores første store coronapressemøde i Spejlsalen. Dem skulle der komme mange flere af, viste det sig. Det her var kun de første af en lang række svære beslutninger. Vanskelige afvejninger.
 
Nogen gange føltes det som at navigere i tæt tåge, hvor selv små justeringer af kursen kunne have fatale konsekvenser.
 
Hvis jeg dengang vidste, hvad der ventede os, hvilket arbejdspres, psykisk og fysisk, der ventede mig personligt og alle omkring mig i regering, styrelser, det fantastiske sundhedsministerium og vores sundhedsvæsen. Havde jeg anet det, så tror jeg, jeg ville have rystet mere på hånden. Men der var ikke tid til den slags.
 
For de næste 14 dage dengang i marts 2020 vidste vi ikke, om vi ville lykkes med vores strategi. Om vi kunne undgå de scener, vi så i andre europæiske lande med sygehuse, der kollapsede og ikke havde rum til hverken coronapatienter eller alle de andre, der har brug for behandling og indlæggelser. Om vi kunne teste, opspore og isolere. Hvornår der kom vacciner.
 
Danmark gjorde det. Vi kom godt igennem de her to års epidemi. Men ikke uden ofre. Ikke uden alvorlig sygdom. Ikke uden dødsfald. Ikke uden hårdt pres på vores sundhedspersonale.
 
Ikke uden store afsavn især for en ung generation, som fortjener at have en ungdom med frihed og fester, sport og fællesskab, koncerter, kammerater og store oplevelser.
 
Og ikke uden afsavn for alle, der er i risikogruppen for alvorlig sygdom, som har levet uden den daglige, tætte kontakt til de nærmeste, uden det varme knus fra familie og venner.
 
Dem skylder vi at hjælpe nu her. Med nærvær, opbakning, kærlighed.
 
Jeg er så taknemmelig for den enorme indsats, vi som nation mobiliserede. Og som jeg har mærket hver eneste dag de sidste to år. Den store tålmodighed. Det stærke fællesskab. At vi valgte en vej, hvor vi passede på hinanden.
 
Det er ikke nogen selvfølge, at Danmark ligger i den internationale top, når det handler om vaccinationsopbakning og udrulning, testsystem, tillid til vores myndigheder, overblik over epidemisituationen mm. Og dermed også at vi var de første i EU til at kunne fjerne restriktionerne, da det blev muligt denne vinter.
 
Vi er i fuld gang med at ruste os til eventuelle nye varianter næste sæson. At gøre vores sundhedsvæsen mere robust. At sikre vaccinationssetup, epidemiovervågning mm.
 
Det klart mest sandsynlige er, at vi har lagt det værste bag os. Men vi er nødt til at forberede os på alle scenarier. At huske alt det, vi har lært. At kommunikere ærligt om både ricisi og fremskridt.
 
Så ja, det har været to hårde år. Alt det prøvede jeg at fortælle journalisten på to minutter. Jeg har selv svært ved at begribe det hele. Svært ved at huske hver eneste af de små og store kriser, der kom rullende.
 
Så jeg har besluttet mig for, at det jeg først og fremmest vil huske fra de her to år, er det store sammenhold, vi som nation mobiliserede. At vi passede på hinanden, da det gjalt. For det er jeg evigt taknemmelig.
 

Seneste opslag

Facebook og Twitter