For præcis et år siden

11-03-2021
For præcis 1 år siden stod jeg op til en dag, der ændrede vores liv. Hvor ingen af os - heller ikke os, der stod med ansvaret - om morgenen vidste, at vi i løbet af få timer ville lukke Danmark ned.
 
Det er umuligt at beskrive præcis, hvordan det var. Jeg vil prøve at fortælle så godt, jeg kan om de timer det døgn. Min rådgiver
Rasmus Jønsson
sendte mig den her sms, da dagen var slut og vi havde fået nogle timers søvn.
 
Det er vildt at læse de sms’er her et år efter.
 
Det slår mig, hvor fuldkommen surrealistisk det føltes. Hvor lidt vi vidste, men samtidig hvor meget vi alligevel fornemmede. Og så slår det mig også hvor dygtig en rådgiver, han er. Måske virker det banalt at læse i dag. Og jeg ved godt, at man normalt aldrig viser den slags sms’er mellem en minister og hans rådgiver. Men jeg håber, den kan bidrage til at man måske bedre kan forstå stemningen og situationen dengang. Og så må jeg leve med kritikken.
I løbet af dagen den 11. marts 2020 fik vi løbende tal for smittede i Danmark. Tallene begyndte at stige voldsomt fra time til time.
 
Jeg var i kontakt med flere af mine sundhedsministerkolleger fra andre lande i Europa. Særligt min italienske kollegas ord og beskrivelse af helt mennesketomme byer og en smitte ude af kontrol inde på selve sygehusene gjorde dybt indtryk.
 
Så havde vi korte briefinger i ministerierne, vi så hinanden i øjnene. Hvad var situationen? Hvad gør vi? Jeg glemmer aldrig blikket i øjnene på erfarne embedsmænd og på de helt unge. Alvoren. Bekymringen. Alle, der var med i de rum, forstod den dag vigtigheden og tyngden af det, vi stod med lige nu. Vi begyndte som med et slag at forstå, at det her var vores livs opgave. At tiden var en afgørende faktor, hvis vi skulle nå at stoppe sygdommen.
 
Men vi skulle helt ud på eftermiddagen, får vi traf den endelige beslutning. Før vi indkaldte partilederne og det første store pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.
 
Vi vidste ikke, om det var nok til at knække smitten. Vi vidste ikke, om befolkningen ville bakke indsatsen op. Vi vidste ikke, om Danmark ville blive det næste land, hvor smitten ville løbe løbsk og sygehusene ville bryde sammen under presset.
 
Men vi vidste, at ansvaret for at handle var os betroet. Vi vidste, at det var nu. Og vi vidste, at hvis modet svigtede og vi tøvede for længe, ville det komme med en høj pris for vores land.
 
Da vi kom ud fra pressemødet var der en tv-skærm der kørte. Vi kunne se live-tv af hamstring i supermarkederne. Wc-papir. Børnepanodil. Og ude i København foran Christiansborg var der ikke en bil på vejene.
 
Jeg gik tilbage i sundhedsministeriet helt alene i den mørke og underligt stille by. Vi fortsatte arbejdet med dygtige embedsmænd til langt ud på natten. Jeg fik nogle timers søvn. Og da jeg var stået op, fik jeg den sms fra min rådgiver.
 
Varme tanker og uendelig taknemmelighed til alle, der har gjort en kæmpe indsats det sidste år for at få os sikkert igennem epidemien. Medarbejdere i sundhedsvæsenet, i ministerium og styrelser og alle andre, der har arbejdet i døgndrift for at holde sygdommen nede.
 
For mit eget vedkommende har det været det suverænt hårdeste år i mit liv. Alle mine vågne timer er brugt på den her opgave, på at løse problemer om test, om værnemidler, om lokale nedlukninger, om vacciner, om smitteudbrud med nye mutationer, om at kæmpe kæmpe kæmpe os igennem den her verdensomspændende, modbydelige pandemi.
 
Og til sidste tak for al jeres støtte undervejs. Jeg har ikke tal på alle de hilsener på gader og stræder, alle de breve og buketter, som jeg har modtaget. De har varmet helt utroligt hver og en. At mærke den opbakning, også når det har været ekstra hårdt.
 
Vi fortsætter arbejdet. For vi har den sidste opgave foran os med at nå at få vaccineret flest muligt i risikogrupperne inden den 3. bølge med B117 får fat. Jeg er sikker på, at vi vil vise hinanden endnu en gang, at vi i Danmark kommer sikkert igennem med sundhedsvæsenet intakt og et stærkt fællesskab.
 
Ja, vi er blevet udfordret. Men vi har sammen klaret opgaven.
 

Seneste opslag

Facebook og Twitter