100.000 vaccineres på mandag

09-04-2021
På mandagn vaccinerer vi 100.000 med Pfizer og Moderna. En kort status på vaccinesituationen, som er et af de emner, vi fra regeringens side har massivt fokus på for tiden.
 
Onsdag fik vi EMAs vurdering af Astra Zeneca vaccinen, og den indgår nu i de danske myndigheders vurdering af, hvorvidt vaccinen fortsat skal være en del af det danske vaccinationsprogram. Jeg har fuld forståelse for, at mange lige nu venter utålmodigt på Sundhedsstyrelsens vurdering, men lige netop i disse spørgsmål er det afgørende for tilliden og tilslutningen til vaccineprogrammet, at sagen er blevet undersøgt grundigt. Vi skal kunne vide os sikre på, at de vacciner vi tilbyder i Danmark er sikre og effektive, og at myndighederne følger bivirkningerne tæt og reagerer rettidigt, hvis der er nogen form for mistanke om skadelige bivirkninger.
 
Men selv om AstraZeneca vaccinen lige nu er sat på pause, er vores vaccinationsindsats på ingen måde gået ned i gear. Vi fortsætter ufortrødent med Pfizer og Modernavaccinerne, og vi er nu kommet rigtig langt i forhold til vaccination af de ældste borgere. 48% af borgerne i Danmark mellem 80-89 år er nu færdigvaccineret, og da alder er en af de største risikofaktorer i forhold til at få en alvorligt forløb af Covid-19, har vaccinationsindsatsen stor betydning for, hvor meget skade epidemien forvolder i Danmark.
 
På mandag tager vi så endnu et stort ryk på vaccinefronten. Vi har overordnet set været rigtig gode til hurtigt at få de vacciner, vi har fået leveret, ud til borgerne i et rask tempo, men nu stresstester vi hele systemet for at blive endnu mere effektive. Foran os ligger stadig en kæmpe opgave med at få vaccineret alle de borgere, der ønsker det. Over 4 millioner skal vaccineres over de kommende måneder, og vi får uge for uge større og større vaccineleverancer til Danmark. Det betyder, at vi løbende skal omorganisere og opjustere kapaciteten i vores vaccinecentre. Ingen vacciner skal ligge og samle støv. I de næste 5 uger kommer der over 200.000 vacciner fra Pfizer om ugen og godt 40.000 fra Moderna hver anden uge.
Vi skal være helt sikre på, at alle regioner er klar til at få vaccinerne ud og gøre gavn hos borgerne straks efter ankomsten. Derfor holder vi på mandag for anden gang generalprøve i storskalavaccination. Det betyder, at vi på denne dag vaccinerer 100.000 personer, for det bliver tal i den størrelsesorden, vi skal op på dagligt senere på foråret. Vaccination er et af vores vigtigste våben mod Covid-19, og vi længes alle efter et åbent samfund igen. Derfor skal vores organisering af vaccineindsatsen toptunes, så det forløber effektivt og smidigt alle dele af landet, og så vaccinationen er en tryg og god oplevelse for alle.
 
Tak til alle medarbejdere, der hjælper til med planlægning, transport, praktik, opblanding og selve vaccinationen. I gør en formidabel indsats.

Seneste opslag

Facebook og Twitter